Dansk OL-sejler i skuddrama: Vi tager det helt roligt
Anne-Marie Rindom blev mindet om, at sikkerheden i OL-byen Rio ikke er ligeså stor som i Danmark.
Anne-Marie Rindom har det godt efter tirsdagens ubehagelige oplevelse i Rio. (Arkivfoto).
Anne-Marie Rindom har det godt efter tirsdagens ubehagelige oplevelse i Rio. (Arkivfoto). Foto: Photograph By Das Büro For Dif And Team Denmark./Free


Sejleren Anne-Marie Rindom og hendes træner har det godt til trods for en skudepisode tæt ved havneområdet Niteroi i Rio de Janeiro i Brasilien.

Danskeren frygter ikke for sin sikkerhed efter den ubehagelige oplevelse under tirsdagens træning, hvor hun hørte skud.

- Vi er alle o.k., og intet er sket med os, fortæller Rindom.

Den 24-årige sejler har været i gang med at finde ud af, hvad der skete.

- En brasiliansk sejler siger, at det er bander, som skyder mod hinanden, og de ikke har nogen grund til at komme ned på havnen, fortæller hun.

- Vi er helt rolige, og alt er, som det plejer. Det var en ubehagelig oplevelse og måske en reminder om, at sikkerheden ikke er så stor som i Danmark, så derfor passer vi lige ekstra meget på i fremtiden.

Som tidligere verdensmester i Laser Radial er Anne-Marie Rindom et af Danmarks medaljehåb.

Syv danske sejlere befinder sig i øjeblikket i Niteroi, hvor de forbereder sig til sommerens OL i Rio.

Dansk Sejlunion opdaterede onsdag aften deres profil på Facebook med flere oplysninger om episoden.

- Episoden skete i slumområdet, men skuddene kunne høres på marinaen, og medlemmer af den lokale sejlklub opfordrede alle tilstedeværende til at søge sikkerhed, hvilket Anne-Marie og Piotr herefter gjorde.

- Det skal understreges, at de på intet tidspunkt har været udsat for konkret fare. Det skal også understreges, at sejlere og trænere hidtil har oplevet marinaen som et godt og trygt sted at opholde sig, skriver Dansk Sejlunion.

De danske sejlere har haft base på marinaen i to år og har ikke tidligere oplevet ubehagelige episoder. Nu skærpes sikkerheden, men de danske sejlere ønsker at fortsætte OL-forberedelserne i Rio.

- I første omgang tages der skridt til at forstærke sikkerheden omkring sejlerne i forbindelse med transport mellem marinaen og sejlernes indkvartering.

- DIF og Dansk Sejlunion følger og vurderer situationen i området meget nøje - og vil løbende være i tæt dialog med sejlere og trænere på stedet, skriver Dansk Sejlunion.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.