Dansk OL-medaljehåb fortsætter gode takter i vandet
Sejleren Anne-Marie Rindom leverer på et højt niveau og er derfor med i medaljestriden i Laser Radial.
Anne-Marie Rindom kæmper med om OL-medaljer i Rio.
Anne-Marie Rindom kæmper med om OL-medaljer i Rio. Foto: Brian Lindberg Jensen/Polfoto


Det danske medaljehåb Anne-Marie Rindom viser fortsat gode takter ved OL i Rio.

Sejleren er på tredjepladsen samlet efter fire af ti sejladser i Laser Radial-klassen.

Hun blev nummer fem og tre i tirsdagens to sejladser, og som sit hidtil dårligste resultat i Rio er ottendepladsen fra anden sejlads mandag.

De ti bedste efter ti sejladser, hvor den dårligste bliver trukket fra, går videre til en medaljesejlads.

Derfor er det vigtigt med konstant gode resultater. Efter de ti indledende sejladser skal de ti bedste ud i medaljesejladsen, hvorefter guld, sølv og bronze fordeles.

Det er ikke for ingenting, at Rindom er blandt de danske medaljehåb i Rio. Sidste år blev hun verdensmester, mens det i år er blevet til VM-bronze.

Sejlkollegaen Michael Hansen er til gengæld ikke tæt på medaljerne. Han ligger nummer 19 samlet i Laser-klassen efter fire sejladser.

Windsurferen Lærke Buhl-Hansen ligger nummer 18 samlet efter seks sejladser, mens den anden danske windsurfer i Rio, Sebastian Fleischer, er samlet nummer 12 efter seks sejladser hos herrerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.