Dansk øjenvidne: Jeg føler mig helt tryg i Hongkong
Store demonstrationer udspiller sig i Hongkongs gader, men der er sikkert at være, siger en dansker i området.
Demonstrationerne i Hongkong ser ikke ud til at forsvinde foreløbig, men en dansker i området føler sig helt tryg.
Demonstrationerne i Hongkong ser ikke ud til at forsvinde foreløbig, men en dansker i området føler sig helt tryg. Foto: Wong Maye-E/AP


- Jeg vil gerne slå én ting fast: Hongkong er præcis ligeså sikkert, som det var i sidste uge.

Det siger Kent Tonsgaard, der arbejder ved Sømandskirken i Hongkong.

Han har på intet tidspunkt følt sig utryg i området, selv om titusindvis af demonstranter har blokeret gaderne, og der flere gange har været sammenstød mellem aktivister og politi.

De omfattende protester er nemlig hovedsageligt fredelige og har bred opbakning i befolkningen, vurderer Kent Tonsgaard, der har boet i Hongkong i knap tre år.

- Den nemmeste måde at skabe problemer i Hongkong er ved at bremse trafikken, og det er jo det, der foregår nu. Flere steder har folk fået lov at tage fri for at demonstrere, hvis de selv betaler for fridagen, og dette fortæller egentlig lidt sin egen historie - at demonstranterne jo ikke er oppe mod noget i Hongkong, men i stedet kæmper en kamp mod styret i Beijing, siger han til Ritzau.

- Jeg tror derfor, at de mest splittede mennesker er betjentene, der skal opretholde ro og orden, for langt de fleste af dem ønsker også et mere demokratisk valg, tilføjer han.

Mindst 56 personer er ifølge CNN kommet til skade under massedemonstrationerne, hvor politiet bruger tåregas og peberspray i sammenstød med de tusindvis af primært unge aktivister, som er utilfredse med, at de kinesiske myndigheder ikke tillader frie valg.

Protesterne i Hongkong begyndte for en uge siden og skyldes utilfredshed med, at styret i Beijing i august bestemte, at kandidater til valget i Hongkong i 2017 skal godkendes af en komité i den kinesiske hovedstad, Beijing.

Demonstranter, der organiserer protesterne, siger, at op mod 80.000 mennesker har været på gaderne, siden protesterne blussede op.

Politiet har de seneste dage brugt tåregas og peberspray mod de tusindvis af aktivister. Blandt andet blev der natten til mandag affyret 87 tåregasgranater mod demonstranterne. Siden har politiet dog anlagt en anderledes fredelig tilgang.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.