Det har indtil videre været lig med succes for Anaheim at stille op med den danske målmand Frederik Andersen i den nye NHL-sæson.
I sæsonens åbningskamp valgte cheftræner Bruce Boudreau at stille uden danskeren - og tabte. Efterfølgende har danskeren været at finde i målet i to kampe - begge med sejre til følge.
Mandagens sejr blev af den nemme slags på udebane mod Buffalo, der blev slået 5-1.
Anaheim vandt både den første og anden periode med 1-0, inden den sidste blev mere målrig med 3-1 til danskerklubben.
Frederik Andersen havde ikke den travleste dag i målet. 11 gange stod han i vejen for modstandernes skud.
Knap så godt gik det for hans landsmand Lars Eller. Efter tre indledende sejre på sæsonen løb hans klub, Montreal, ind i det første nederlag.
På udebane måtte holdet notere sig et nederlag på hele 1-7 til Tampa Bay.
Lars Eller fik godt 12 minutter på isen.
/ritzau/