Dansk NHL-keeper imponerer i sæsondebut
Frederik Andersen fik de første minutter på isen i sæsonoptakten for Anaheim, og han stod en stærk kamp.
Frederik Andersen (31) lukkede kun et enkelt mål ind, da Anaheim Ducks slog Los Angeles Kings i en træningskamp.
Frederik Andersen (31) lukkede kun et enkelt mål ind, da Anaheim Ducks slog Los Angeles Kings i en træningskamp. Foto: Alex Gallardo/AP


24 danske redninger på 25 forsøg var stærkt medvirkende til, at Anaheim Ducks vandt træningskampen mod lokalrivalerne fra Los Angeles Kings med 2-1.

Frederik Andersen imponerede i målet for Anaheim, hvor han fik de første minutter på is i sæsonoptakten i holdets anden træningskamp.

- Det var den første kamp, så der er ting, som kan forbedres, og vi kan blive bedre, siger den danske NHL-keeper til holdets hjemmeside efter kampen.

- Det var ikke den kønneste kamp, og begge hold havde flere pucktab. Vi spillede godt i dele af kampen, men vi har stadig noget at arbejde med. Men vi fik sejren, konstaterer Frederik Andersen.

Anaheim har forstærket sig med endnu en keeper i sæsonpausen i skikkelse af russeren Anton Khudobin.

Ud over Frederik Andersen rådede holdet i forvejen over den unge John Gibson, og dermed er kampen om pladsen i målet intensiveret. Men det bekymrer ikke Frederik Andersen.

- Jeg tænker ikke på det. Jeg tænker kun, at vi er et stærkt hold af keepere, som støtter hinanden, lyder det fra danskeren.

Det var Frederik Andersen, som var førstevalget i sidste sæson, hvor han var en væsentlig årsag til, at Anaheim gik hele vejen til Stanley Cup-semifinalen og først blev nedlagt i syvende og afgørende kamp mod Chicago Blackhawks.

Han deler i øvrigt NHL-rekorden som værende den målmand, der hurtigst har vundet 50 kampe i NHL-karrieren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.