Dansk nedtur i sæsonfinale
Den danske badmintonstjerne vandt første sæt, men tabte til japaner ved World Superseries Finals.
Jan Ø. Jørgensen taber til japaneren Momota.
Jan Ø. Jørgensen taber til japaneren Momota. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Jan Ø. Jørgensen var på vej mod en perfekt start ved badmintonspillernes sæsonfinale Dubai World Superseries Finals i Dubai.

Men den danske verdenstreer tabte torsdag 22-20, 18-21 12-21 til japanske Kento Momota, der er nummer 14 i verden, og som for første gang vandt over Jan Ø. Jørgensen efter tre nederlag i træk.

Nederlaget betyder, at både Jan. Ø Jørgensen og Momota er noteret for en sejr og et nederlag i gruppe B.

Spillerne var uadskillelige i første sæt, men Jan Ø. Jørgensen var bedst i slutfasen og udnyttede sin anden sætbold.

Til gengæld haltede danskeren for det meste efter i andet sæt, og i tredje sæt var favoritten chanceløs. Jan Ø. Jørgensen var på intet tidspunkt foran i det afgørende sæt.

I mixeddouble sejrede Joachim Fisher og Christinna Pedersen for anden gruppekamp i træk, da duoen vandt 21-15, 22-20 over et par fra Indonesien. Fischer/Pedersen er uden sættab i de første to gruppekampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.