Han rækker sin store, rynkede hånd frem mod Daniel Carlsen. Jøden Zygmunt Gross smiler høfligt til den 18-årige dansker, der skal følge ham til kz-lejren Auschwitz i Polen. Men hånden får lov til at dingle urørt i luften.

»Jeg tror, det er fint bare at sige hej,« siger Daniel Carlsen, mens han lægger armene over kors.

Daniel Carlsen fra Århus er erklæret nazist og ønsker ikke at anerkende Zygmunt Gross' tilstedeværelse ved at give ham hånden. Sådan forklarer han det senere. Alligevel har han sagt ja til at drage til kz-lejren Birkenau ved Auschwitz sammen med den 84-årige mand, der sad i lejren i august 1944.

Han har sagt ja til at høre øjenvidnets beretning. Ikke fordi han tror, at det vil ændre hans holdning. Men fordi han gerne vil lytte. Og stille kritiske spørgsmål. I nazistens kuffert ligger der adskillige hæfter og rapporter, der afviser, at jødedrabene har fundet sted. Dem ser han frem til at præsentere for sin rejsemakker.

Op gennem skorstenen

Da Zygmunt Gross ankom til Birkenau den 3. august 1944, var han svimmel og syg af tørst. Han var en polsk, ung mand på 20 år, der allerede havde oplevet krigens rædsler i tre forskellige fangelejre. Togvognen, der havde bragt ham til lejren, var fyldt med lig, og på rampen blev de overlevende delt i to grupper. Som kvæg, husker han det.

Sollyset brændte i hans øjne, der var vant til mørket i vognen. Da han kunne fokusere, så han endeløse rækker af barakker. Bagerst stod skorstenene, hvor røgen væltede op. En mærkelig lugt hang tungt over hele lejren.

»I skal alle sammen op gennem skorstenen,« sagde kommandanten.

Gross og hans gruppe blev eskorteret ned langs barakkerne af træ. Ud for en bygning med en stor, rød skorsten fik de besked på at standse.

»Nu skal I have brusebad,« lød ordren, og gruppen blev ledt ind i et hvidkalket, flisebelagt rum.

Gross var så tørstig, at han gik tværs gennem folkemængden, der var ved at klæde sig af. Han gik ind på et lille wc, hvor han drak af vandet, indtil hans mave var helt opspilet.

Da han kom tilbage til omklædningsrummet, var alle fangerne væk.

Han så dem aldrig igen.

Kort efter kom den næste gruppe fra togtransporten. En efter en fik fangerne tatoveret deres nummer på armen. Zygmunt Gross fik sit nummer på venstre underarm. A 18080. Det erstattede hans navn.

Lig blev brændt

Pigtråden rejser sig over hovedet på Zygmunt Gross, da han idag går ind i kz-lejren. Et sted pipper en enkelt fugl. Ellers er der stille. Det første, Zygmunt Gross gør, da han ankommer til Birkenau sammen med nazisten, er at købe vand. Mindet om de ulidelige dage i togvognen gør ham altid tør i halsen, siger han.

Sammen går de to hen mod den barak, som var jødens hjem i de cirka to uger, han opholdt sig i Birkenau. Han forklarer til Daniel Carlsen, at fordi han var maler, så kunne han bruges. Derfor blev han ikke udryddet straks. Den 18-årige ser skeptisk på ham.

»Hvad skete der, når fanger blev slået ihjel,«? spørger Daniel Carlsen, mens han peger med sit lille videokamera.

»De blev brændt,« svarer den gamle mand.

»Har du set det,«? spørger han igen.

»Nej, Ikke direkte,« svarer Zygmunt Gross.

»Var du nogensinde inde i bygningen«?

»Nej. Bygningen eksisterede kun for dem, der kom ind. Vi vidste det, fordi det gik fra mund til mund fra fanger, der betjente gaskammeret,« svarer Zygmunt Gross.

»Jamen, hvordan kan du være 100 procent sikker,« bliver Daniel Carlsen ved.

»Altså når man har været her, så ved man, at der var bad og krematorium,« svarer Zygmunt Gross.

Hagekors og negere

Daniel Carlsen bryder sig ikke om at blive kaldt nazist. Men han siger til alle, der vil høre på det, at han er medlem af den danske nationalsocialistiske bevægelse DNSB. I kælderen på hans værelse i Århus hænger et hagekort ved siden af Dannebrog. Hans familie forstår ikke, at han går ind for racerenhed og deler løbesedler ud om nazistbevægelsen i Århus. I hjemmet har hans mor bedt ham om at fjerne hagekorset.

Men Daniel Carlsen står vagt om de nationalsocialistiske værdier. Racerne bør ikke blande sig, og negerne skal bo i deres land, ligesom jøderne skal bo i deres, siger han. Men ingen skal slås ihjel med mindre der udbryder krig. Selv ofrer han gerne sit liv for Danmark, siger han.

Kamre uden gas

Den 18-årige filmer ruinerne af gaskammeret og krematoriet. Han føler sig langt fra overbevist af øjenvidnets fortælling. I en af de rapporter, han har læst, konkluderer en amerikansk ingeniør, at de rum, der bliver omtalt som gaskamre, ikke kan have slået folk ihjel. De er for utætte, og der mangler både cirkulation og varme, for at gassen kan virke. Rapporten er troværdig i Daniel Carlsens øjne.

Han tror ikke, at Zygmunt Gross lyver. Men han regner med, at jøden fortæller de historier videre, som han selv har fået fortalt. Historier om henrettelser med gas, der aldrig har fundet sted.

I en lejr, der er så stor som Auschwitz-Birkenau, må der nødvendigvis dø folk af naturlige årsager. Derfor må der også nødvendigvis findes krematorier. Mens Daniel Carlsen går rundt, vokser sikkerheden i ham: Han tror ikke på, at Hitler brugte de rum, han går rundt i, til at slå millioner af jøder ihjel. Historien er blevet forfalsket.

Fire millioner døde

Mellem de to krematorier er bygget en mindeplads for enden af togsporene.

»Lad for evigt dette sted være en advarsel til menneskeheden, hvor nazisterne myrdede omkring halvanden million mænd, kvinder og børn,« står der på flere sprog.

Daniel Carlsen tager et stykke papir op af lommen, som han viser Zygmunt Gross. Det beskriver, at pladerne i 1991 blev skiftet ud, så dødstallet blev ændret fra fire millioner døde til halvanden million. Nederst står, at det dokumenterede dødstal er 83.000. Zygmunt Gross ser længe på papiret.

»Det er noget svineri. Det er forkert,« siger han undrende. Ikke vred. Men overrasket.

»Krematoriet har taget massevis af liv. Hundredevis af transporter endte her,« fortsætter han.

Din forbandede jøde

Under nogle store egetræer, sætter den 84-årige sig på ruinerne af endnu et krematorium. Han har ondt i ryggen og siger, at han har brug for en pause. I nat drømte han om lejrkommandanten, der pegede på ham og sagde:

»Hvorfor er du kommet her, din forbandede jøde«?

Minderne om krigens rædsler forfølger ham. Altid. Hele hans familie blev dræbt af tyskerne, så da han endelig blev fri, kom han ud til ingenting. Dengang ønskede han at dø, og i mange år kunne han ikke forstå, hvorfor han skulle overleve, mens alle andre døde. Gennem mange år har han rejst med norske skolebørn til kz-lejren og fortalt dem om sine oplevelser. De har altid troet på ham. Men Daniel Carlsen lader sig ikke imponere.

Jøden vrøvler

Når den unge nazist ser på fotografierne i kz-lejren af udhungrede lig i store bunker, så stiller han spørgsmålstegn ved, hvad billederne viser.

»Jeg ved ikke, hvad det er. Nogle vil nok have mig til at tro, at det er gassede jøder. Men jeg kan ikke se, hvor det er taget. Er det i ligkælderen, som nogle kalder gaskammeret,« spørger han og gentager, at det dokumenterede dødstal er 83.000 personer.

Mens han går langs togskinnerne med Zygmunt Gross bag sig, når han til den konklusion, at de oplevelser, som jøden siger, at han har haft, det er sådan, som han har opfattet tingene. Senere siger han, at han har ondt at Zygmunt Gross, fordi han fortæller historien, som han gør.

»I mine ører, så vrøvler han bare. For eksempel sagde han, at han var 100 procent sikker på, at der var jøder, som blev gasset her. Men når jeg gik ham på klingen, så var det jo noget, han havde hørt,« siger han og tilføjer:

»Jeg er blevet overbevist om, at det her bliver brugt til at smadre en nationalsocialistisk fremtid«.

Dumme kan ikke lære

Porten ved indgangen til Birkenau lukker atter Zygmunt Gross ud, så han kan lægge lejren og togskinnerne ved endestationen bag sig.

Det gør ham ikke ked af det eller vred, at en ung, dansk nazist stiller spørgsmålstegn ved gasningen af millioner af jøder.

»På polsk har vi et ordsprog, der hedder, at dumme mennesker, kan man ikke lære noget. Måske bliver han klogere. Jeg kan ikke lære ham det. Det kan ingen,« siger han.

Daniel Carlsen har aftalt, at han bliver hentet af en kammerat fra den nazistiske bevægelse i lufthavnen. Han har ikke lyst til at gøre rede for, hvad han tror, der er sket i lejren i stedet for gasningerne.

»Jeg vil ikke begive mig ud i gætterier. Dem har vi nok af,« siger han.

I Kastrup Lufthavn tager nazisten og jøden afsked med hinanden. Daniel Carlsen vil stadig ikke give hånd.