Morten Olsen fik bogstaveligt talt én på snuden under lørdagens træning med håndboldherrernes VM-trup.
Playmakeren brækkede næsen i et gennembrudsforsøg, og søndag morgen blev han undersøgt af læger på Aarhus Kommunehospital.
Her var der ifølge en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund både godt og skidt nyt til spilleren fra Saint-Raphaël Var.
Den gode nyhed er, at luften kan passere igennem næseborene, og dermed skulle Olsens vejrtrækning altså ikke blive besværet af den brækkede næse.
Den dårlige nyhed er dog, at bruddet kan kræve en operation, og så kan Morten Olsen vinke farvel til VM, fordi det vil kræve en pause på seks uger.
- Men vælger han at løbe risikoen og spille med en brækket næse, er det også en mulighed.
- Det kan der dog tidligst siges noget definitivt om på onsdag, siger landsholdets fysioterapeut John Bruun.
Når der skal gå så lang tid, før en beslutning kan træffes, skyldes det at hævelsen skal fortage sig.
Landstræner Gudmundur Gudmundsson har en del alternativer på playmakerpositionen, hvor Rasmus Lauge, Mads Mensah Larsen og Bo Spellerberg også har deres vante plads.
Sidstnævnte bøvler dog også med en skade, som er lokaliseret i hælen.
/ritzau/