Dansk badminton har fået en flot start på en spændende semifinaledag i Super Series-turneringen Yonex Sunrise India Open i New Delhi.
Lørdag formiddag dansk tid åbnede Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen nemlig programmet med en overbevisende sejr i to sæt over Praveen Jordan og Debby Susanto fra Indonesien.
21-16, 21-14 lød sejrscifrene, og den danske duo er dermed klar til at forsvare sidste års finalesejr i slutkampen søndag.
Indoneserne fulgte med til 13-12 i første sæt, inden Fischer og Pedersen trak fra, men fra andet sæts start havde de topseedede danskere et klart overtag.
Det blev hurtigt 6-2, og danskerne lod aldrig de syvendeseedede modstandere komme ind i kampen igen.
Senere lørdag skal en række andre danskere forsøge at gøre mixeddoublen kunststykket efter og kvalificere sig til finalen.
Det står allerede klart, at Danmark også vil være repræsenteret i herredoublefinalen søndag, eftersom Carsten Mogensen og Mathias Boe i semifinalen møder landsmændene Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen.
I herrernes singlerække skal sjetteseedede Viktor Axelsen op imod indoneseren Tommy Sugiarto, der er seedet otte.
Endelig skal Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl forsøge at få skovlen under et topseedet japansk par i damedouble.
/ritzau/