Dansk mixeddouble skyder stor finaledag i gang med guld
Den danske badminton-double Joachim Fischer og Christinna Pedersen slog verdens nummer ét.


Den danske mixeddouble Joachim Fischer og Christinna Pedersen har tidligt søndag morgen dansk tid sikret Danmark den første guldmedalje ved Super Series-turneringen Japan Open.

På den anden side af nettet stod verdensmestrene Zhao Yunlei og Zhang Nan fra Kina, og kampen endte med cifrene 17-21, 21-18 og 23-21.

Danskerne, der har en placering som nummer fem på verdensranglisten, kom bedst fra start i kampen og fik en føring på to point, men det vendte hurtigt efter de to første bolde.

Selvom Joachim Fischer og Christinna Pedersen stædigt holdt kineserne i kort snor, lykkedes det ikke at få overtaget i sættet.

Det kinesiske par, der ligger nummer et på verdensranglisten, sikrede sig derfor første sæt 21-17.

Bedre så det med danske øjne ud i andet sæt, hvor det danske par hurtigt kom foran og slog et hul på fem point. De holdt føringen resten af sættet, selvom kineserne halede ind.

Tredje sæt blev en tæt omgang, hvor de to par skiftevis tog føringen.

Joachim Fischer og Christinna Pedersen var dog skrappe i de intense dueller og fik flere gange hjælp fra netkanten. Ved stillingen 9-7 begyndte de for alvor at trække fra og var blandt andet foran 15-9.

Især Christinna Pedersen spillede en flot kamp og fik vist overbevisende, offensivt spil.

Midt i andet sæt blev spillet afbrudt, da Zhang Nan fik problemer med knæet. Efter flot, dansk spil, hvor føringen blev udbygget, tog det kinesiske par dog fat og indhentede danskerne ved 19-19 efter fem point i streg.

Efter både 20-20 og 21-21 sikrede Joachim Fischer og Christinna Pedersen sig guldet.

Det var det danske pars første finale, siden de fik en andenplads med hjem fra India Open i marts.

Mixeddoublen er dog ikke de eneste, der skal kæmpe for danske guldmedaljer søndag. Tre ud af turneringens fem finaler har dansk islæt.

Syvendeseedede Viktor Axelsen møder senere søndag den femteseedede kineser Lin Dan i herresingle, mens damedoublen Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl også er finaleklar og møder den nye kinesiske konstellation Zhao Yunlei og Zhong Qianxin.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.