Dansk milliardær i benhårdt angreb: Kan ruinere eks'en
Aura og Janus Friis er i et bitter opgør om mange millioner.
Aura risikerer ifølge sin advokat at blive ruineret af eks'ens hårde angreb.
Aura risikerer ifølge sin advokat at blive ruineret af eks'ens hårde angreb. Foto: SCANPIX arkiv


Dramaet om bruddet mellem Skype-milliardæren Janus Friis og hans eks-kæreste Aura Dione når nye højder.

Ekstra Bladet kan i dag afsløre, at den danske rigmand har angrebet hende langt hårdere, end det i går var fremme i flere medier. Han har anlagt i alt tre retssager mod sin tidligere så store kærlighed og kræver, at hun betaler i alt 21,6 millioner kroner tilbage til ham. To af sagerne kører i USA, mens den sidste er berammet i Københavns Byret, kan Ekstra Bladet fortælle.

- Lige nu er jeg oppe mod fire advokatfirmaer i to forskellige lande. Hun kan risikere at blive ruineret af det her, siger Auras danske advokat Bjarke Vejby ifølge Ekstra Bladet.

Samme avis kan fortælle, at Janus Friis angiveligt ved en 'mystisk' manøvre har overtaget to af sangerindens firmaer. Han har derved kunnet forhindre hende i at udgive et nyt album i et halvt år. Den danske del af de retslige konflikter mellem de tidligere elskende handler ifølge Ekstra Bladet om 15 millioner kroner, som Janus Friis angiveligt mener at have lånt til Aura.

Den spraglede sangerinde og den sky milliardær blev kærester i 2011. De var forlovet og skulle giftes - men så ramlede det hele. I går var det fremme, at der muligvis har været utroskab inde i billedet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.