Coloplast-ejer Niels Peter Louis-Hansen var i weekenden offer for et groft hjemmerøveri. Louis-Hansen er blandt landets rigeste mænd. Alene ejerandelen i Coloplast er mere end 20 milliarder kroner værd.
Den formodede gerningsmand til hjemmerøveriet blev fængslet ved et grundlovsforhør ved Retten i Lyngby mandag eftermiddag, oplyser anklager Camilla Godfrey fra Nordsjællands Politi til Ritzau.
- Han er varetægtsfængslet i foreløbig fire uger. Retsmødet foregik for lukkede døre, så jeg kan ikke give yderligere oplysninger, fortæller Camilla Godfrey.
Ved røveriet, som skete søndag aften ved halv nitiden, trængte gerningsmanden ind hos Coloplast-ejeren i hjemmet på Vedbæk Strandvej nord for København ved at smadre en rude.
Herefter truede han med en pistol Louis-Hansen og dennes hustru til at overføre 2,5 millioner kroner til en bankkonto.
Ifølge politiets sigtelse udleverede gerningsmanden et brev til Niels Peter Louis-Hansen. Brevet indeholdt instrukser om, hvad gerningsmandens krav var.
Efter at have læst brevet blev Louis-Hansen tvunget til at foretage en opringning til sin bank, som derefter overførte de mange penge.
Camilla Godfrey ønsker ikke at oplyse, om pengene er blevet tilvejebragt igen. Det skyldes, at grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre.
Anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi anser røveriet som et såkaldt egentligt hjemmerøveri.
Det vil sige, at gerningsmanden er trængt ind i hjemmet med det formål at røve - i modsætning til en tyveknægt, der bliver overrasket og bruger vold eller trusler.
Minimumstraffen for et egentligt hjemmerøveri er minimum fem års fængsel.
Ifølge det seneste årsregnskab fra Coloplast ejede Niels Peter Louis-Hansen ved udgangen af 2014 knap 21 procent af aktierne i selskabet. På baggrund af lukkekursen på Københavns Fondsbørs mandag svarer den ejerandel til 22,5 milliarder kroner.
Ifølge Berlingskes seneste oversigt over danske velhavere er Louis-Hansen-familien Danmarks næstrigeste kun overgået af Lego-familien Kirk-Christiansen.
/ritzau/