Dansk målvogter hylder legende nummer otte
Frederik Andersen havde sin egen særlige hyldest til NHL-legenden Teemu Selänne, da Anaheim fejrede ham søndag.
Frederik Andersen hylede legende med en særlig hjelm - hvor tallet otte var skrevet på.
Frederik Andersen hylede legende med en særlig hjelm - hvor tallet otte var skrevet på. Foto: Alex Gallardo/AP


Den danske ishockeymålmand Frederik Andersen trak en del opmærksomhed, da hans NHL-klub Anaheim Ducks hædrede den tidligere NHL-spiller Teemu Selänne i kampen mod Winnipeg mandag morgen, dansk tid.

Anaheim vandt kampen 5-4 efter overtid og straffeslag, men det var først efter en to timer lang hyldest, som Anaheims spillere tog del i før kampen. Måske var det derfor, at hjemmeholdet var på hælene gennem store dele af kampen.

Winnipeg førte 3-1 efter første periode, og 4-2 efter anden.

Det var først da Anaheim fra det sidste halve minut af anden periode og ind i tredje, klarede en undertalssituation, hvor holdet var tre mod fem i to minutter, at kampen tippede over til hjemmeholdet.

Den 21-årige svensker Rickard Rakell scorede det udlignende mål til 4-4 to minutter før tid, og så holdt Frederik Andersen målet rent i slutfasen, så hjemmeholdet kunne vinde efter straffeslag.

Her klarede danskeren fire ud af seks forsøg, mens hans holdkammerater scorede tre gange.

Ishockeymålmand kan udmærke sig ved at optræde med specialmalede hjelme, og Frederik Andersen har flere gange gjort opmærksom på sig selv med sin dekorative beskyttelse, senest en hjelm inspireret af hjemlandets Lego.

Søndag havde han en helt særlig hjelm med Teemu Selännes rygnummer otte.

Den tidligere finske ishockeystjerne spillede i alt 1451 NHL-kampe. Han indledte sin NHL-karriere hos Winnipeg Jets, men spillede hovedparten, 14 sæsoner i Anaheim.

Søndag blev hans trøje med ottetallet hængt op under taget i Honda Center, Anaheims hjemmebane. Så kan ingen anden spiller på holdet få lov at spille med nummer otte i fremtiden.

Med sejren har Anaheim 60 point for 43 kampe i grundspillet. Sammen med Nashville er holdet det mest pointscorende i ligaen. Nashville har dog brugt to kampe færre til at hente sine 60 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.