Dansk lejr er dybt skuffet efter misset VM-guld
Danmark smed guldet i hold-VM, da flere ting gik galt, og der var skuffelse i den danske speedway-lejr.
Alt lå til en dansk sejr i hold-VM i speedway søndag i Vojens, men i de sidste heats gik alt galt for danskerne.
Alt lå til en dansk sejr i hold-VM i speedway søndag i Vojens, men i de sidste heats gik alt galt for danskerne. Foto: PABIJAN JAREK/POLFOTO


Danmark havde alle muligheder for genvinde verdensmesterskabet i hold-VM i speedway søndag i Vojens, men satte det hele over styr i de sidste heats.

- Jeg må sige, at vi er dybt skuffede. Vi var foran med fire point inden de to sidste heats og lå komfortabelt til at vinde, men det hjælper ikke noget nu, siger landstræner Anders Secher.

- Vi gjorde, hvad vi kunne, men vi havde ikke heldet i dag. Vi fik maskinproblemer, en udelukkelse og Nicki Pedersen havde ikke en god dag, så det er bare ærgerligt, siger landstræneren.

I stedet for dansk guld, blev det Sverige, der lidt overraskende vandt i Vojens med 34 point foran Danmark med 32 point.

Der var ellers lagt op til en dyst mellem Danmark og Polen, som har domineret de senere år, men polakkerne holdt sig tilbage, og i stedet var det til sidst en kamp mellem Danmark og Sverige.

En kamp, der mod slutningen blev mere spændende end nødvendigt, og den svenske sejr kommer da også bag på den danske landstræner.

- For mig er det en stor overraskelse, at Sverige kunne køre den hjem, men jeg mener ikke, vi kunne gøre så meget anderledes. Vi har forberedt os godt, så det er bare ærgerligt.

I næstsidste heat fik Kenneth Bjerre maskinskade. Det betød, at Danmarks forspring kun var ét point før afgørende heat.

Her ramlede Niels-Kristian Iversen så ind i en polak, og danskeren blev udelukket. Dermed kørte Sverige guldet hjem ved at vinde heatet.

- Det er noget skidt. Jeg smed det væk, men polakken begik en lille fejl, lige da jeg havde fået stor fart, og så knaldede jeg ind i ham, siger Niels-Kristian Iversen.

- Det er sort uheld, at Kenneths (Bjerre, red.) cykel går i stå ved starten, men det er sådan noget, der sker, når det ikke ligger i kortene, at man skal vinde. Jeg er meget skuffet, men vi kan ikke gøre noget ved det, siger danskeren.

Danmark vandt hold-VM i Polen i fjor, hvor netop Niels-Kristian Iversen afgjorde det hele, og de danske speedwaykørere jagtede derfor at vinde titlen for andet år i træk.

Hold-VM skulle oprindeligt være kørt lørdag aften, men massivt regnvejr gjorde, at man måtte aflyse på grund af vand på banen og i stedet køre søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.