Dansk lastbilchauffør torpederede bus: Her er straffen
En 53-årig dansk lastbilchauffør skal betale 14.000 norske kroner i bøde efter en ulykke i Norge sidste år.
En dansk lastbilchauffør drønede sidste år direkte ind i en bus i Norge. Nu er han blevet kendt skyldig.
En dansk lastbilchauffør drønede sidste år direkte ind i en bus i Norge. Nu er han blevet kendt skyldig. Colourbox


En ulykke på den norske E18-motorvej i maj sidste år ender nu med at koste en dansk lastbilchauffør 14.000 norske kroner.

Det skriver den norske tv station NRK, efter at byretten i Larvik har dømt den danske chauffør for alle tre tiltalepunkter i forbindelsen med ulykken 21. maj i fjor.

Chaufføren kørte op i en standsende bus, fordi han ikke nåede at bremse i tide.

Nu er han så blevet dømt for at være lastbilens chauffør, for at køre for hurtigt samt for ikke at kontrollere, at bussens bremser fungerede ordentligt.

Lastbilen kørte 94 kilometer i timen i en zone, hvor det kun er tilladt at køre 80 kilometer i timen. Den del af tiltalen har manden erklæret sig skyldig i.

Manden siger også, at han ikke kontrollerede lastbilens tilstand inden afgang, men at det skete, fordi han stolede på, at lastbilen allerede var blevet kontrolleret tilstrækkeligt.

Ulykken sidste år skete ved Ringdalstunnelen, hvor lastbilen stødte sammen med en bus med 26 passagerer. 12 af passagererne pådrog sig skader efter ulykken.

Den norske byret mente, at manden burde have lagt mærke til, at lastbilens bremser ikke fungerede ordentligt, og det var altså grunden til, at han blev idømt bøde.

Manden blev også frakendt sit kørekort i otte måneder, men da kørekortet allerede blev inddraget i forbindelse med ulykken, kan chaufføren få kortet tilbage med det samme.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.