Dansk landstræner ved lidt om modstander
Håndboldlandstræneren har kun et meget sparsomt videomateriale med Danmarks kommende modstander fra Litauen.
Gudmundur Gudmundsson har kun set og analyseret en af Litauens kampe.
Gudmundur Gudmundsson har kun set og analyseret en af Litauens kampe. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Gudmundur Gudmundsson kan godt lide at være forberedt. Faktisk har han ry for at gøre rigtigt meget ud af at kigge videomateriale igennem på sine kommende modstandere.

Derfor passer det heller ikke Danmarks nye håndboldlandstræner, at han op til sin første officielle opgave står over for en nærmest ubekendt størrelse, når Danmark møder Litauen i EM-kvalifikationen.

- Jeg har kun kunnet se og analysere én kamp, hvor de spillede mod Rusland, og det er ikke nemt at vurdere ret meget på den baggrund.

- Det er jeg ikke specielt glad for, men så handler det om at være koncentreret og have alternativer klar, hvis ikke de spiller, som vi forventer, siger islændingen.

Han påtager sig gerne en favoritrolle i kampen mod litauerne, der senest var med ved en international slutrunde tilbage i 1998. Men det betyder ikke, at han tager let på opgaven.

- Jeg lærte i en meget ung alder som håndboldspiller, at man aldrig må undervurdere en modstander. Det gør jeg aldrig, og Litauen kan også spille håndbold.

- Man ser ikke ofte i europæisk håndbold, at et landshold bare ruller hen over et andet. De tider er forbi, siger landstræneren.

En af de få ting, han har kunnet observere fra de videoklip, han har set med litauerne, er, at de gerne dækker op i en 5-1-formation.

- Derfor har vi selvfølgelig trænet angreb mod sådan et forsvar her til formiddag, siger Gudmundsson.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.