Dansk landstræner blåstempler uprøvet forsvar
Gudmundur Gudmundsson så gode takter efter en svær begyndelse for hans nye forsvarskonstellationer.
Gudmundur Gudmundsson var godt tilfreds med holdets præstation i den første kamp ved Golden League, hvor Qatar blev besejret (arkivfoto).
Gudmundur Gudmundsson var godt tilfreds med holdets præstation i den første kamp ved Golden League, hvor Qatar blev besejret (arkivfoto). Foto: SØRENSEN THOMAS EMIL/free


Det er forsvaret, som har været det store samtaleemne omkring det danske landshold i herrehåndbold, efter at styrmanden René Toft ødelagde korsbåndet.

Torsdag skulle de nye konstellationer i forsvaret så prøves af for første gang i kamp mod Qatar ved Golden League-turneringen i Frankrig, og landstræner Gudmundur Gudmundsson så lovende takter.

- Forsvaret begyndte ikke så godt. Vi var langsomme og manglede intensitet, men vi fik godt styr på det, siger Gudmundsson efter kampen til TV2.

- Vi tabte nogle dueller mand mod mand, men jeg er meget tilfreds, tilføjer han.

Den islandske træner gav masser af spilletid til næsten alle mand i sejren på 31-26, og det har han tænkt sig at blive ved med.

- Selvfølgelig får man også sparet spillere på den måde, men jeg har en bred trup, og jeg vil gerne bruge alle spillerne, siger han.

Også veteranen Jesper Nøddesbo, som spillede en flot kamp både på stregen i angrebet og som en del af det danske forsvar, var tilfreds med holdets indsats.

- Jeg synes faktisk, vi fik godt styr på det, og det ser fint ud på nuværende tidspunkt. Der er fejl, men det er nogle, vi kan rette, siger Barcelona-spilleren til TV2.

Danmark har to kampe mere til at få rettet fejlene, inden det går løs ved EM i Polen.

Lørdag gælder det Norge, og søndag venter Frankrig ved Golden League-turneringen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.