Dansk kvinde mister livet i faldulykke på Mallorca
På en vandretur faldt en kvinde ned i en kløft og slog hovedet. Hendes liv stod ikke til at redde.
En dansk kvinde har mistet livet i en tragisk faldulykke på den spanske ferieø Mallorca. Genrefoto.
En dansk kvinde har mistet livet i en tragisk faldulykke på den spanske ferieø Mallorca. Genrefoto. Foto: Colourbox/Free


En dansk kvinde har mistet livet i en tragisk faldulykke på den spanske ferieø Mallorca. Det skriver den lokale avis Crónica Balear.

Udenrigsministeriets Borgerservice kan bekræfte, at en dansk statsborger er afgået ved døden på Mallorca.

- De pårørende er underrettet. Udenrigsministeriet kan af hensyn til tavshedspligt i personsager ikke give yderligere oplysninger, oplyser Borgerservice.

Kvinden var ifølge avisen sammen med sin mand, da ulykken skete i et område mellem Andraxt og Estellencs.

Hun faldt søndag angiveligt mellem to og tre meter ned i en kløft og slog hovedet. Manden kravlede ned til hende og forsøgte at ringe efter hjælp, men der var ikke mobildækning.

Ifølge Crónica Balear og det dansk-spanske medie Spanien i Dag sad manden med sin hustru i flere timer, inden en forbipasserende hørte mandens råb om hjælp.

Herefter var det muligt at tilkalde myndighedernes hjælp, og en helikopter blev sat i luften. Men kvindens liv stod ikke til at redde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.