Dansk-kurder: Kun kurderne blokerer for Erdogans diktatur
Det fører kun til mere kaos, vurderer Tyrkiet-kender efter anholdelser af prokurdiske ledere i Tyrkiet.
Serdal Benli (yderst til højre) frygter, at Tyrkiets præsident Erdogan sætter sig tungt på magten i landet. Arkiv.
Serdal Benli (yderst til højre) frygter, at Tyrkiets præsident Erdogan sætter sig tungt på magten i landet. Arkiv. Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix


Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, forsøger at stramme sit greb om magten i landet yderligere.

Det mener dansk-kurderen Serdal Benli, efter at flere parlamentsmedlemmer fra Tyrkiets prokurdiske oppositionsparti HDP er blevet anholdt af tyrkisk politi natten til fredag.

Serdal Benli er forfatter til bogen "Tyrkiet 1923-2013 - fra Atatürk til Erdogan" og viceborgmester i Gladsaxe Kommune for SF.

- Den sidste bastion på Erdogans vej mod et diktatur er kurderne. Og nu er turen kommet til dem. Og dette er sprængfarligt, siger han.

På mistanke om at have spredt propaganda på vegne af den forbudte PKK-bevægelse er HDP's to ledere, Selahattin Demirtas og Figen Yuksekdag, samt mindst ni andre parlamentsmedlemmer blevet tilbageholdt.

Det oplyser tyrkiske sikkerhedskilder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- I sidste uge blev borgmestrene i den kurdiske by Diyarbakir fængslet og er nu blevet afsat af de tyrkiske myndigheder. Og gennem de seneste mange måneder er journalister, intellektuelle og mange politikere blevet buret inde af AKP-regeringen, siger Serdal Benli med henvisning til Erdogans parti.

Han mener, at de tyrkiske myndigheder bør genoverveje disse beslutninger.

- De fører hverken til tyrkisk medlemskab af EU eller bidrager til politisk stabilitet i landet. Tværtimod fører dette til politisk kaos og tiltagende etniske konflikter, siger Serdal Benli.

Han håber, at de danske politikere vil sætte fokus på den politiske ustabilitet i Tyrkiet.

- Jeg vil opfordre Folketinget til at tage afstand fra denne vanvittige udvikling, som Tyrkiet har begivet sig ud på, og som kan føre til sorte tider i Tyrkiet og i hele regionen, siger han.

Tyrkiet beskylder HDP for at have tilknytning til den militante kurdiske gruppe PKK, der anses som en terrororganisation af USA, EU og Tyrkiet.

Den seneste tid har myndighederne strammet sit greb om de prokurdiske kræfter i landet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.