Dansk kendispar venter deres andet barn
Jimmy Jørgensen og Signe Egholm Olsen bliver snart forældre til en lille dreng. Parret har i forvejen datteren Billie.
Jimmy Jørgensen er blevet meget mere rolig, efter han fik datteren Billie med skuespillerinden Signe Egholm Olsen. Nu venter parret deres andet fælles barn.
Jimmy Jørgensen er blevet meget mere rolig, efter han fik datteren Billie med skuespillerinden Signe Egholm Olsen. Nu venter parret deres andet fælles barn. Foto: Meyer Kenneth/Polfoto


Den står snart på baby og bleskift hjemme hos Jimmy Jørgensen og hans kæreste, Signe Egholm Olsen.

Den 35-årige "Nordkraft"-skuespillerinde og den 51-årige "Taxa"-stjerne venter nemlig deres andet fælles barn, fremgår det af Det Kongelige Teater, hvor Egholm Olsen er en del af ensemblet.

Hun spiller en af de kvindelige hovedroller i Shakespeare-stykket "King Liar", men allerede den 29. marts overtog skuespillerinden Signe Mannov rollen fra den barslende Egholm Olsen.

Derfor tyder det på, at det er ved at være lige oppe over for det danske skuespillerpar, der har datteren Billie på tre år sammen.

Parrets kommende barn bliver denne gang en lille dreng, afslørede den vordende far for nylig over for Børns Vilkår, hvor han er ambassadør for antimobbekampagnen "De voksnes ansvar".

Tidligere har han fortalt, hvordan forholdet til Signe Egholm Olsen og faderskabet til lille Billie har ændret ham for altid.

- Efter jeg har fået Billie, har jeg fundet ud af, at jeg i 10 år bare har forsøgt at komme mig over weekenderne. Og arbejdet uafbrudt. Og så forsøgt at komme mig over den næste omgang tømmermænd, fortalte han til Alt for damerne i 2013.

- Nu giver alting mere mening, og min tid bliver brugt mere fornuftigt. Det gør mig lykkelig. Måske er jeg mere hel nu, end jeg nogensinde har været, lød det åbenhjertigt fra Jørgensen over for kvindemagasinet.

Ud over lille Billie er Jimmy Jørgensen også far til datteren Sally, som er i midt 20'erne.

Signe Egholm Olsen kan ses i krigsdramaet "Fuglene over sundet" der har biografpremiere 18. august.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.