Dansk keeper redder straffe i Mainz-triumf
Jonas Lössl reddede straffespark for sin tyske klub, Mainz, som hjemme besejrede Darmstadt i Bundesligaen.
Jonas Lössl (nummer tre fra venstre) kom i fokus, da Mainz søndag besejrede Darmstadt i Bundesligaen. (Arkivfoto).
Jonas Lössl (nummer tre fra venstre) kom i fokus, da Mainz søndag besejrede Darmstadt i Bundesligaen. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix


Den danske målmand Jonas Lössl viste sin klasse, da han reddede et straffespark søndag for sin tyske klub Mainz.

Det skete, da Mainz hjemme besejrede Darmstadt 2-1 i Bundesligaen.

De tre point sendte Mainz op på syvendepladsen i ligaen med 11 point.

Mainz var kommet foran 1-0 efter fem minutter ved Pablo De Blasis, og i første halvlegs sidste minut fik gæsterne så tilkendt et straffespark.

Antonio-Mirko Colak gik til bolden og sparkede til højre for Jonas Lössl, men danskeren gik til den rigtige side og reddede forsøget.

Det var dog ikke kampens eneste straffespark.

Tæt på en times spil fik også Mainz tilkendt et straffe, og her svigtede Yunus Malli ikke, og han sørgede dermed for 2-0-føringen.

Straffespark forfulgte opgøret, og i overtiden fik Darmstadt tilkendt endnu et straffe.

Her måtte Jonas Lössl dog kapitulere, da Jerome Gondorf reducerede til slutresultatet.

Senere søndag hentede RB Leipzig med Yussuf Poulsen en 1-0-sejr ude over Wolfsburg.

Her bragede Emil Forsberg gæsterne foran på et langskud med 20 minutter igen, efter at Yussuf Poulsen havde serveret bolden for den svenske angribers fødder.

Yussuf Poulsen lod sig udskifte ti minutter før tid.

Med sejren ligger RB Leipzig på tredjepladsen i ligaen med 15 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.