Dansk keeper ærgrer sig over Premier League-indsats
Der er gået i alt seks mål ind i Jakob Haugaards to første Premier League-kampe. Kedelig oplevelse, siger han.
Jakob Haugaard - her for FC Midtjylland - har fået chancen i Stoke efter en skade til Jack Butland.
Jakob Haugaard - her for FC Midtjylland - har fået chancen i Stoke efter en skade til Jack Butland. Foto: Lars Poulsen/Polfoto


Den danske målmand Jakob Haugaard ærgrer sig over sine egne præstationer i buret for Premier League-klubben Stoke.

Den tidligere FCM-keeper har stået to ligakampe i træk, og senest måtte han forlade Anfield med et 1-4-nederlag til Liverpool i en kamp, hvor Haugaard ikke var helt uskyldig i flere af Liverpools scoringer.

- Det blev lidt en kedelig oplevelse, må jeg indrømme - både for mig og holdet. Overordnet set er det ikke helt gået, som jeg har drømt om, men det er forhåbentligt oplevelser, som gør, at jeg står i en endnu bedre udgave i fremtiden, siger Jakob Haugaard til TV2 Sport.

I den 23-årige danskers første Premier League-kamp lukkede han to mål ind i 2-2-kampen mod Swansea.

Haugaard har fået chancen, efter førstemålmand Jack Butland blev skadet. Butland er ude resten af sæsonen, så Haugaard skal kæmpe med rutinerede Shay Given om spilletiden i sæsonens sidste fem kampe.

Mandag aften står det klart, om Haugaards præstationer koster ham pladsen i startopstillingen, når Stoke møder titelaspiranterne Tottenham.

Stokes manager, Mark Hughes, udtrykker umiddelbart tillid til danskeren.

- Vi har været glade for hans indsats.

- Han er en ung målmand, der lærer af Premier League. Nogle af de situationer, som vi fortæller ham om, må han afprøve i praksis for at forstå intensiteten i ligaen. Derfor var det rigtigt at give ham chancen, siger Mark Hughes til TV2 Sport.

Jakob Haugaard har også en fortid i AB.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.