Dansk ingeniørkoncern skal anlægge ny bydel i Mekka
Ny bydel i Mekka i Saudi-Arabien skal kunne huse 100.000 mennesker og betyder rekordstor ordre til danske Cowi


Danmarks andenstørste ingeniør- og rådgivningskoncern, Cowi, har fået til opgave at anlægge en hel ny bydel i Mekka i Saudi-Arabien, der skal kunne huse 100.000 mennesker.

Det skriver dagbladet Børsen.

Tæt ved den berømte al-Haram moské, som flere millioner muslimer valfarter til hvert år, skal Cowi stå for at projektere og anlægge den nye bydel, der måler et areal dobbelt så stort som Ørestad og blandt andet får to metrostationer.

Projektet i Mekka, King Abdul Aziz Road (KAAR), har sikret Cowi et betydeligt trecifret millionbeløb og bidrager stort til de næste fire til fem års ordrebeholdning i Cowi.

Lars Peter Søbye, administrerende direktør i Cowi, er "rigtig, rigtig glad" for ordren, som er hjulpet på vej af Cowis køb af den britiske virksomhed Donaldson, som har 150 højt specialiserede tunnelingeniører ansat.

- Og dét, som gør mig ekstra glad er, at det her er eksemplet på, hvorfor vi sidste år købte britiske Donaldson. Det er gevinsten af den store investering, vi begynder at høste nu, siger Lars Peter Søbye til dagbladet Børsen.

Ligeså vel som andre store oliestater har Saudi-Arabien den seneste tid været underlagt et stigende pres, som følge af en oliepris i stort set frit fald.

Dog mener Cowis globale chef for tunnel- og undergrundsprojekter, Jotham Vizard, ikke, at projektet KAAR er i farezonen, da projektet er så højt profileret og prioriteret, at finansieringen er på plads.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.