Dansk Industri: Affald skal være en handelsvare
Fremover skal danske virksomheder være en del af tanken om "cirkulær økonomi", hvor skrald skal genanvendes.
Mandag præsenterer Dansk Industri en ny miljø- og ressourcepolitik, hvor genbrug af affald skal spille en central rolle i fremtiden til gavn for danske virksomheder.
Mandag præsenterer Dansk Industri en ny miljø- og ressourcepolitik, hvor genbrug af affald skal spille en central rolle i fremtiden til gavn for danske virksomheder. Foto: Colourbox/free


Står det til Dansk Industri skal affald være en ny handelsvare, der skal kunne købe og sælges for at sikre virksomhedernes adgang til ressourcer, der i dag bliver smidt ud eller brændt af.

Forslaget fremgår af en ny miljø- og ressourcepolitik, som industriens lobbyorganisation præsenterer mandag, skriver Politiken.

- Vi ved, at verdens befolkning vokser til op mod ti milliarder mennesker i 2050. Og allerede i 2030 er der tre milliarder flere mennesker i middelklassen, end der var i 2009.

- Det betyder et utrolig stort pres på alle naturressourcer, og at vi har akut behov for at opfinde nye forretningsmodeller, hvor vi i langt højere grad genbruger vores ressourcer, siger Tine Roed, direktør i Dansk Industri (DI), til Politiken.

DI foreslår, at "cirkulær økonomi" bliver det bærende princip i miljøpolitikken, hvilket betyder, at ressourcer som metaller og plast i langt højere grad, end tilfældet er i dag, skal genanvendes.

- Der er nogle udfordringer på affaldsområdet. Hvis man bliver omfattet af affaldslovgivningen, så er det meget bureaukratisk at få lov til at tage sine produkter tilbage eller flytte ressourcer over landegrænser inden for EU, siger Tine Roed til Politiken.

Miljøminister Eva Kjer Hansen (V) er glad for industriens forslag til ny miljøpolitik:

- Jeg synes, det er rigtig positivt, at DI er kommet med dette udspil. Jeg mener nemlig, at danske virksomheder kan noget særligt med den cirkulære økonomi, siger hun til Politiken.

I forhold til en liberalisering af affaldslovgivningen er ministeren også i julehumør.

- Jeg er ikke uenig i, at der kan være et behov for at liberalisere dette område. Jeg er derfor indstillet på at give området et serviceeftersyn, for jeg tror, der er gode muligheder for at organisere affaldsområdet smartere end i dag, siger hun til Politiken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.