Dansk indsats i Afghanistan skal evalueres
Udenrigsminister Martin Lidegaard lægger ikke op til, at den politiske beslutningsproces skal evalueres.
Der skal gennemføres en erfaringsopsamling på den militære indsats i Afghanistan.
Der skal gennemføres en erfaringsopsamling på den militære indsats i Afghanistan. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Som del af en ny strategi for Afghanistan skal der gennemføres en "erfaringsopsamling" på den militære mission i Afghanistan, fastslår udenrigsminister Martin Lidegaard (R) i forbindelse med fremlæggelsen af den danske Afghanistan-strategi for 2015-17.

Han ønsker dog ikke at løfte sløret for, hvordan "erfaringsindsamlingen" konkret skal foregå, hvem der skal lave den, eller hvad den skal indeholde. Det er op til de videre politiske drøftelser, forklarer ministeren.

Dog tyder meget på, at evalueringen bliver forholdsvis snæver og ikke kommer til at gå i dybden med hverken den specifikke, militære indsats eller den politiske beslutningsproces.

- Jeg har ikke noget ønske om at lave sådan en meget politisk erfaringsopsamling eller vurdering af, om Danmark skulle eller ikke skulle være gået ind i Afghanistan.

- Jeg har personligt den opfattelse, at enhver kan se, hvor svært det har været. Men jeg ville selv stemme for, og det tror jeg, at alle politiske partier, der er med i dag, også ville den dag i dag, siger Lidegaard.

Han afviser, at evalueringen kommer til at stille de udsendte soldater i en offentlig gabestok eller udstille deres eventuelle fejl.

- Det er slet ikke det, der kommer til at være fokus på, siger han.

Derimod bliver fokus lagt på "sammentænkningen af den militære indsats og udviklingsindsatsen", lader han forstå.

Spørgsmålet om en evaluering af den danske indsats i Afghanistan har tidligere været kontroversielt politisk stof og også mødt skeptiske røster i forsvaret.

Ifølge forsvarsminister Nicolai Wammen (S) vil forsvaret dog bidrage til arbejdet på den måde, som et politiske flertal måtte ønske.

- Forsvaret har selv lavet løbende lavet erfaringsindsamlinger. Hvert hold, der har været i Afghanistan, har givet deres erfaringer videre til det følgende hold, siger Nicolai Wammen.

Evalueringen er besluttet af forligspartierne bag Afghanistan-indsatsen, hvilket vil sige alle Folketingets partier minus Enhedslisten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.