Dansk Hollywood-stjerne teaser for ny film
Danske Mads Mikkelsen kom til at røbe mere, end han havde planlagt, da han blev interviewet om sin rolle i en ny Hollywood-film.
Danske Mads Mikkelsen har landet en rolle i den kommende "Star Wars"-film "Rogue One".
Danske Mads Mikkelsen har landet en rolle i den kommende "Star Wars"-film "Rogue One". Foto: Ralf Succo/AP


Der kom hemmelige detaljer frem, da Mads Mikkelsen torsdag blev interviewet af britiske Sky News om sin rolle i den kommende "Star Wars"-film "Rogue One".

Det skriver The Hollywood Reporter.

Den 50-årige danske skuespiller, der har landet en rolle i den kommende science fiction-film "Rogue One", afslørede under interviewet, at hans karakter har en tæt relation til skuespillerinden Felicity Jones, der spiller hovedrollen som Jyn Erso i den kommende film.

- Jeg læste manuskriptet, og det var meget smukt. Og Felicity spiller denne elskværdige, stærke kvinde, og jeg spiller hendes far, lød det fra den danske skuespiller, inden han hurtigt fik tilføjet:

- Og det var for meget. Undskyld.

Da Sky News' reporter efterfølgende spurgte den danske skuespiller, om han også kunne røbe, hvorvidt Darth Vader optræder i "Rogue One", lød svaret:

- Ja, jeg kan. Men jeg vil ikke.

"Rogue One" er en science fiction-film instrueret af Gareth Edwards, som får premiere til december. Filmen er den første ud af tre kommende "Star Wars"-spinoffs, hvor en gruppe oprørere skal stjæle plantegningerne til Dødsstjernen.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.