Viggo Mortensen er måske ikke opvokset i Danmark, men han har en dansk far.
Vi kan her i landet derfor godt lide at praler med en dansk succes, når han folder sig ud i de store Hollywood-produktioner i USA.
Nu er han aktuel igen som alenefar til seks børn, der skal få familielivet til at fungere efter sin kones selvmord i filmen "Captain Fantastic".
Netop den rolle har fået ham til at tænke over sit eget forhold til sin søn, fortæller han til deadline.com
- Da jeg så filmen, tænkte jeg over, hvordan jeg har været som far. Jeg har gjort mange ting rigtigt, og jeg har forsøgt, men jeg har også dummet mig og lavet fejl. Jeg kunne have gjort det bedre, og jeg vil gøre det bedre, siger han om forholdet til den ene søn, han har, skriver HER&NU.
Den sikre vej er ikke altid god
Den 57-årige Viggo Mortensen fortæller, at han muligvis har lavet fejl og kan gøre det bedre, men man skal heller ikke altid spille det sikre kort, når det kommer til opdragelse.
- Hvis du spiller den sikkert, laver du ikke fejl, men så giver du heller ikke noget til dine børn. Du er der ikke for dem, og de husker dig ikke som en indflydelse. Der er ikke nogen forælder i denne historie, der ikke bekymrer sig for deres børn- eller børnebørn, og det finder jeg interessant, siger han.
Viggo Mortensen tanker ligger meget godt i tråd med den pointe, som den ny film har, ifølge ham selv. Den handler nemlig om, at man som forældre ind imellem er nødt til at satse lidt, når det kommer til opdragelse af sine børn.