Dansk holdkammerat måber over Sagan: Han er vildt stærk
Peter Sagan har både overskud til at hjælpe Alberto Contador og køre sin egen vinderchance.
Michael Valgren sad onsdag langt fremme i feltet for at beskytte Alberto Contador i Tour de France.
Michael Valgren sad onsdag langt fremme i feltet for at beskytte Alberto Contador i Tour de France. Foto: BONNERUP CLAUS/free


Tinkoff-Saxos Peter Sagan er kommet til Tour de France i absolut topform, og selv om han primært skal agere hjælperytter for Alberto Contador, har han ikke opgivet at jagte sin egen succes.

Sagan indtager aktuelt en samlet fjerdeplads, og på onsdagens 5. etape var han den, der var tættest på at tage sejren fra André Greipel, da 65 mand nåede samlet til mål i Amiens.

Hans danske holdkammerat Michael Valgren er imponeret.

- Det er vildt godt. Han er en utrolig dygtig cykelrytter, der er meget stærk for tiden. Hvis han havde tænkt på sig selv i de foregående dage og sparet lidt på kræfterne, kunne han måske have vundet i dag, siger Michael Valgren.

- Selv om det ikke blev til sejr, er det imponerende, at han kan blive toer. Han er jo ikke sprinter som André Greipel, Mark Cavendish og de typer, lyder det fra danskeren.

Valgren var i fint humør efter den regnfulde og blæsende køretur, der mest af alt mindede om en sur dansk efterårsdag.

Han tog sin del af slæbet, inden han kom i mål 12 sekunder efter vinderen.

- Det var okay. Jeg var meget koncentreret i dag og sagde før etapen, at det var danskervejr, så jeg ville gerne sidde helt fremme og hjælpe holdet.

- Men der kom aldrig den splittelse, som vi havde troet og håbet, fordi der var modvind, siger Michael Valgren.

Torsdag skal Tour de France-feltet en tur ud langs den franske vestkyst, hvor der ofte står en strid sidevind, så måske er der mere danskervejr i vente for Tour-debutanten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.