Dansk henvendelse om skattely er blevet ignoreret i et år
Socialdemokraterne kræver ministeren på banen, efter at Danmark har ventet i et år på svar om skattely.


I knap et år er Danmarks forsøg på at indsamle oplysninger om skattely fra en udenlandsk skattemyndighed blevet ignoreret. Det sker, selv om der er indgået aftaler om samarbejde og gentagne gange har været rykket for svar.

Det fremgår af en rapport fra Skat, som er offentliggjort på Folketingets hjemmeside.

Der står dog ikke hvilket land, der er tale om i den 66 sider lange rapport.

- Yderligere har landet ikke i første omgang reageret på fremsendte rykkerskrivelser, ligesom der ikke er givet svar på vores anmodning om en revision af tilstedeværelsen.

- Disse faktorer forhaler sagsbehandlingstiden væsentligt, lyder det i rapporten, der er udarbejdet på baggrund af en undersøgelse af kommanditselskaber, som daværende skatteminister Jonas Dahl (SF) i begyndelsen af 2014 bad Skat om.

Formålet var at undersøge, om kommanditselskaberne misbruges til at undgå skat. Selskaberne er en selskabsform, der er nem og billig at oprette i Danmark.

Manglen på svar bliver mødt af kritik fra skatteordfører Jesper Petersen (S).

- Det er dybt problematisk, for vi er helt afhængige af at kunne udveksle informationer med andre lande, når man skal optrevle sager om skattesvindel og forfølge dem.

- Når der er europæiske lande, som skal forestille sig at være vores venner, men ikke efterlever det, er det noget, regeringen er nødt til kraftigt at påtale. Vores minister må på flyveren og få ministeren i det pågældende land i tale, siger Jesper Petersen.

Skat konkluderer generelt i undersøgelsen, at danske kommanditselskaber kan misbruges til skatteplanlægning og skatteunddragelse i udlandet.

Derfor vil skatteminister Karsten Lauritzen (V) inden sommer have klarlagt, hvordan man kan komme problemet til livs.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.