Selv om den danske skuespillerinde Birgitte Hjort Sørensen kan skrive roller i HBO-serier som "Game of Thrones" og "Vinyl" på CV'et, har hun ikke for travlt til at besøge Fredericia og en af Red Barnets sommerlejre, som i øjeblikket afholdes der.
Det kan man se på "Vinyl"-skuespillerindens Instagram-profil, hvor hun i høj solskin står og spiser is sammen med et af de børn, der bruger sin sommer på lejren.
- Gratis is er bare en af de fordele, der er ved at være ambassadør for Red Barnet, skriver Birgitte Hjort Sørensen til billedet.
Siden foråret i år har hun været ambassadør for velgørenhedsorganisationen. Skuespillerinden har desuden tidligere udtalt til Red Barnet, at hun ønsker at være med til at sætte fokus på børns ret til uddannelse.
- I dag var jeg heldig nok til at møde de mest fantastiske børn og nogle virkelig seje frivillige på sommerlejren i Fredericia. Sikke et imponerende arbejde de gør, når de giver mindre privilegerede børn nogle vidunderlige ferieminder. I har min evige respekt, skriver skuespillerinden, der for alvor slog sit navn fast i Danmark med tv-serien "Borgen", desuden på sin Instagram-profil.
Red Barnet afholder hvert år adskillelige sommerlejre for børn, der blandt andet på grund af deres forældres økonomiske situation ikke rejser væk i sommerferien.
Birgitte Hjort Sørensen er blot én af velgørenhedsorganisationens ambassadører, der også tæller blandt andre kronprins Frederik.
Billedet fra sommerlejren kan ses på Birgitte Hjort Sørensens egen Instagram-konto lige her: https://www.instagram.com/p/BInG1d-B9ds/?taken-by=bhjortsorensen
/ritzau/FOKUS