Dansk håndboldtræner forlænger kontrakt
Den danske håndboldtræner forlænger sin aftale med et enkelt år, så den udløber i sommeren 2017.
Den danske træner, Nikolaj Jacobsen har forlænget sin kontrakt med den tyske håndboldklub Rhein-Neckar Löwen med et år.
Den danske træner, Nikolaj Jacobsen har forlænget sin kontrakt med den tyske håndboldklub Rhein-Neckar Löwen med et år. Foto: KHAN TARIQ MIKKEL/Polfoto


Den tyske håndboldklub Rhein-Neckar Löwen er så tilfreds med Nikolaj Jacobsen, at den danske træner har fået sin kontrakt forlænget med et enkelt år.

Kontrakten udløber nu i sommeren 2017.

Nikolaj Jacobsen blev træner for bundesligaklubben i sommeren 2014, hvor han erstattede Gudmundur Gudmundsson, der skulle være dansk herrelandstræner.

- Nikolaj leverer et fremragende arbejde for os. Det virker som om, at han allerede har været hos os længe, siger klubbens administrerende direktør, Lars Lamadé, ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Jobbet i Rhein-Neckar Löwen er Nikolaj Jacobsens første trænerjob i udlandet.

- Betingelserne er imponerende. Jeg føler en stor opbakning for mit arbejde, og derfor var det for mig ikke et spørgsmål, om jeg skulle forlænge min kontrakt, siger Nikolaj Jacobsen, der i Danmark var cheftræner i Aalborg Håndbold.

I Bundesligaen er Rhein-Neckar Löwen på andenpladsen, mens klubben fortsat er med i den tyske pokalturnering samt Champions League.

Foruden Nikolaj Jacobsen har Rhein-Neckar Löwen landsholdsspillerne Niklas Landin og Mads Mensah Larsen på lønningslisten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.