Dansk håndbold tester straffekast-regel i sidste minut
DHF vil slå hårdere ned på usportslige handlinger i kampenes sidste minut ved at øge risikoen for straffekast.
Dommernes mulighed for at dømme straffekast udvides i det sidste minut af kampene i denne sæson.
Dommernes mulighed for at dømme straffekast udvides i det sidste minut af kampene i denne sæson. Foto: LARS KRABBE/POLFOTO


Normalt kan der kun dømmes straffekast i håndbold, hvis et hold bliver frataget en oplagt målchance.

Det bliver der nu ændret på i Danmarks bedste håndboldrækker, hvor Dansk Håndbold Forbund (DHF) vil teste en ny regel, der har til hensigt at komme usportslig optræden i det sidste minut af kampene til livs.

Alt for ofte er det lykkedes hold at forhindre modstanderne i at komme til en afslutning i slutfasen og dermed fratage modstanderne muligheden for at opnå point.

Hidtil har dommernes eneste sanktionsmulighed været at "diskvalificere" den spiller eller holdofficial, der har begået en usportslig handling.

DHF's dommerudvalg oplyser mandag, at dommerne fremover kan vælge at give et straffekast i situationer, der ikke tidligere kunne give straffekast.

Den nye regel kan eksempelvis komme i spil, når et hold er i gang med at bygge et angreb op, men bliver tacklet på ureglementeret vis. Det ville tidligere medføre et frikast.

Håbet er, at man kan fjerne lysten til at begå usportslige handlinger i kampenes sidste minut for at opnå point.

Den nye regel skal testes i samarbejde med Det Internationale Håndboldforbund (IHF) i denne sæson i landets to bedste herre- og damerækker.

Reglen blev også testet ved U21-VM i Brasilien i juli, hvor Danmark var blandt de deltagende nationer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.