Dansk-grønlandsk Arktis-krav har gode chancer
Et dansk krav på små 900.000 kvadratkilometer har gode chance for at blive erkendt, vurderer ekspert.
Ligesom Canada og Rusland forbeholder kongeriget Danmark sig retten til at kræve ejendomsret til havbunden under Nordpolen, når grænserne i Det Arktiske Ocean skal trækkes.
Ligesom Canada og Rusland forbeholder kongeriget Danmark sig retten til at kræve ejendomsret til havbunden under Nordpolen, når grænserne i Det Arktiske Ocean skal trækkes. Foto: JOHN MCCONNICO/AP


Danmark afleverer mandag et krav til FN på 895.000 kvadratkilometer havbund ved Nordpolen. Samme område har blandt andet stormagterne Canada, Rusland og USA også gjort krav på dele af.

Alligevel har det danske krav gode chancer for at blive hørt, vurderer en ekspert.

- Jeg tror ikke, vi skal regne med at få fuldt hus, men dele af det er sandsynligt, siger Kristian Søby Kristensen, der er centerleder ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

Han understreger, at det ikke er selve Nordpolen, der diskuteres, men rettighederne til havbunden under.

- Der er utrolig meget is og utrolig meget hav, man skal igennem, før man kommer ned til den undergrund. Selv hvis man kommer ned til undergrunden, så er der ikke noget, der tyder på, at den flyder med mælk eller honning - eller olie eller gas, siger han.

Alligevel har diskussionen potentiale til at blive til mere end en venlig, videnskabelig opdeling af en - for nu - uinteressant havbund.

- Symbolpolitikken kan gøre det til storpolitik. Selvom det ikke handler om, hvem der ejer Nordpolen, så kan det let give det indtryk. Hvem vil ikke gerne eje Nordpolen, siger Kristian Søby Kristensen.

Danmarks interesser i diskussionen er dog ikke storpolitik, vurderer han.

- Det er Grønlands territorium og ikke dansk territorium. Det handler om fra Københavns side at vise, at man tager de nordatlantiske dele af Rigsfællesskabet seriøst.

- Vi skal sikre os, at hvis det viser sig, at der er noget at hente, så har vi i hvert fald gjort vores krav gældende.

Der er nedsat en kommission, der skal undersøge, hvorvidt Rusland, Danmark og Canada geologisk set har et legitimt krav.

Såfremt den finder, at alle tre lande har et legitimt krav på territoriet, er det op til forhandlinger mellem landene at tegne grænserne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.