Dansk golfspiller tabte pusten i Malaysia
Efter en god første runde ved European Tour-turneringen i Malaysia faldt Anders Hansen tilbage fredag.
Anders Hansen blev under anden runde af Maybank Malaysian Open overhalet af landsmanden Morten Ørum Madsen. Hansen rutsjede fra sjettepladsen ned til en placering som delt nummer 41 inden finalerunderne i weekenden. Morten Ørum Madsen avancerede 18 pladser og er nummer 21.
Anders Hansen blev under anden runde af Maybank Malaysian Open overhalet af landsmanden Morten Ørum Madsen. Hansen rutsjede fra sjettepladsen ned til en placering som delt nummer 41 inden finalerunderne i weekenden. Morten Ørum Madsen avancerede 18 pladser og er nummer 21. Foto: Kamran Jebreili/AP


Den danske golfspiller Anders Hansen kunne fredag ikke følge op på sin gode start ved European Tour-turneringen Maybank Malaysian Open.

Han lå på sjettepladsen efter torsdag, men en runde i fire slag over par - 76 slag - sendte ham langt tilbage i den samlede stilling.

Han ligger nu delt nummer 41 i sammenlagt par efter en runde med fem bogeys og kun en birdie.

Dermed er han heller ikke længere bedste dansker i turneringen. Den rolle overtager Morten Ørum Madsen, der gik fredagens 18 huller i to slag under par.

Det er også hans status sammenlagt efter to runder, hvor han inden weekendens afsluttende runder ligger delt nummer 21, hvilket var et avancement på 18 pladser.

Lucas Bjerregaard sluttede fredagen i tre slag over par og klarede lige netop ikke cuttet i turneringen.

Thorbjørn Olesen fortsatte de dårlige takter med en runde i fem slag over par. Han slutter i 11 slag over par og er langt fra at klare cuttet.

Englænderen Lee Westwood og spanieren Alejandro Canizares fører feltet an, begge i 11 slag under par.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.