Dansk golfkvinde fører suverænt i Sverige
Der er to danskere i top tre af golfturneringen Helsingborg Open. Nicole Broch Larsen fører med fire slag.
Nicole Broch Larsen fører i Helsingborg.
Nicole Broch Larsen fører i Helsingborg. Foto: Bjorn Lindgren/AP


Det ser mere end almindelig godt ud for danske Nicole Broch Larsen inden sidste runde af golfturneringen Helsingborg Open på kvindernes European Tour.

Den 22-årige dansker har et forspring på hele fire slag, inden de sidste 18 huller, der spilles søndag.

På lørdagens tredje runde begyndte danskeren stærkt med en birdie på første hul, og hun spillede en næsten fejlfri runde.

- Jeg spillede rigtig godt i dag, og jeg lavede få fejl, og når jeg gjorde, kæmpede jeg mig tilbage.

- Det er dejligt, at jeg fortsat fører, så det bliver spændende i morgen (søndag, red.), siger Nicole Broch Larsen til Ladies European Tour.

En god dag kulminerede på 16. hul, hvor Nicole Broch Larsen diskede op med en eagle. Desværre for danskeren afsluttede hun runden med sin eneste bogey på hul 18.

Samlet er danskeren 14 under par, mens sydafrikaneren Ashleigh Simon er nærmeste forfølger i ti under par. På tredjepladsen er der endnu en dansker i form af Malene Jørgensen. Hun er samlet otte slag under par.

Malene Jørgensen åbnede dagen med en dobbeltbogey, men efterfølgende lavede hun seks birdies og sluttede dagen i fire under par.

Nanna Koerstz Madsen ligger delt nummer seks, mens Daisy Nielsen er delt nummer 45.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.