Det er meget lidt, vi rent faktisk ved om planeten Jupiter. Men blandt andet takket være et dansk forskerhold er vi i løbet af de seneste måneder blevet en del klogere.
Nogle af de mest markante resultatet fra den såkaldte Juno-mission er netop blevet offentliggjort.
De viser blandt andet, at Jupiters magnetfelt er dobbelt så kraftigt, som man hidtil har antaget.
Og dermed rokker det ved de antagelser, man hidtil har haft om gasplaneter som Jupiter.
- For eksempel er der tegn på, at den kerne, der burde findes i dens centrum, er diffus eller helt opløst, og det er meget sært.
- Så modellerne for gasplaneter som Jupiter skal formentlig laves om, siger John Leif Jørgensen.
Han er professor og afdelingsleder ved DTU Space. Han er samtidig ansvarlig for det danske bidrag til missionen.
Det består blandt andet af fire stjernekameraer, der både bruges til at navigere med og til at tage billeder af Jupiter.
Og så har DTU-Space kalibreret det magnetometer, der måler på det førnævnte magnetfelt.
Det tog næsten fem år fra opsendelsen af Juno, til sonden gik i kredsløb om Jupiter i juli sidste år.
Planen er, at Juno i fem år skal undersøge, hvordan Jupiter er dannet.
Missionen vanskeliggøres af kraftig partikelstråling. Derfor holder Juno sig for det meste i kredsløb langt fra planeten og rykker kun lejlighedsvis tættere på for at tage billeder.
/ritzau/