Dansk forhindringsløber er klar til OL
Ole Hesselbjerg var et halvt sekund fra kravtiden, men ranglisteplaceringen sender ham alligevel til OL.
Med udtagelsen af Ole Hesselbjerg (i blå trøje) kommer det danske atletikhold ved OL op på otte deltagere.
Med udtagelsen af Ole Hesselbjerg (i blå trøje) kommer det danske atletikhold ved OL op på otte deltagere. Foto: Skafte Rumle/Polfoto


Ved EM i Amsterdam i sidste uge blev Ole Hesselbjerg den første danske deltager i en EM-finale i 3000 meter forhindringsløb i 70 år, og nu har Sparta-løberen nået endnu en milepæl.

Hesselbjerg er nemlig blevet udtaget til OL i Rio de Janeiro, oplyser Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark i en fælles pressemeddelelse.

- Hver evig eneste morgen har jeg som det allerførste tjekket ranglisten for at se, hvor jeg lå. Så det er vidunderligt, at jeg klarede det, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme afsted.

- Atletik er det største ved OL, så det er noget helt specielt som atletikudøver. Men jeg kan ikke sige præcis, hvad jeg forventer mig af OL - de tanker har jeg simpelthen ikke turdet gøre mig endnu, siger Ole Hesselbjerg.

Det var til det sidste højest usikkert, om der ville blive udstedt en OL-billet til den 26-årige løber.

Hans bedste tid var nemlig et halvt sekund fra OL-kravet, men til hans held var der ikke de nødvendige 45 løbere på verdensplan, der havde løbet hurtigt nok.

I stedet skulle de sidste OL-deltagere findes via kvotepladser til de løbere, der var tættest på kravtiden, og her sneg Hesselbjerg sig akkurat med som nummer 44 på ranglisten.

- Forløbet har været virkelig hårdt for mig - både fysisk, men ikke mindst mentalt. Da jeg var så tæt på ved løbet for ti uger siden, sagde alle, at jeg nok skulle klare det.

- Siden har jeg konstant prøvet at finde løb, hvor jeg kunne kvalificere mig, men når man løber konkurrencer hele tiden, så er det svært at få trænet ordentligt, siger Ole Hesselbjerg.

Deltagelsen ved EM resulterede i en 11.-plads til danskeren, og DIF's OL-chef de mission, Morten Rodtwitt, er tilfreds med at føje endnu et navn til det danske OL-hold.

- Han har virkelig kæmpet for det, og jeg er rigtig glad for, at det lykkedes til allersidst. Med sin finaleplads ved EM i Amsterdam viste han, at han har niveauet til at konkurrere ved OL, og han slutter sig til et imponerende stærkt dansk atletikhold, siger Morten Rodtwitt.

Med udtagelsen af Ole Hesselbjerg kommer det danske atletikhold ved OL op på otte deltagere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.