Dansk forfatter i hård kritik: Respekten for samfundets svageste er væk
Bent Vinn Nielsen siger i interview med Berlingske, at synet på samfundets svageste har ændret sig - desværre.
- Man skal arbejde, have ambitioner og stræbe for at være noget værd i dag, mener forfatteren Bent Vinn Nielsen.
Man skal arbejde, have ambitioner og stræbe for at være noget værd i dag, mener forfatteren Bent Vinn Nielsen. Foto: Simon Skipper/Scanpix


Respekten for samfundets laveste og vores kollektive samvittighed er væk. Kulturen i forhold til de svageste har ændret sig voldsomt. Man vurderer i dag udelukkende folk som arbejdskraft.

Det mener forfatteren Bent Vinn Nielsen, som i et interview med Berlingske langer ud efter den voksende ulighed, som han mener har splittet landet.

Bestræbelserne på at skabe lige vilkår for alle, er forsvundet. Og det er ikke kun politikerne, han retter kritik imod.

- Man skal arbejde, have ambitioner og stræbe for at være noget værd i dag. Man underkender, at stræbsomhed, ambitioner og mange penge ikke er så vigtigt for mange mennesker. De vil bare have et godt og værdigt liv, siger den 65-årige forfatter til Berlingske.

Men værdigheden er det så som så med for folk på samfundet skyggeside, mener han. Det er skrappere krav og love - som kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen - eksempler på. Det samme er de skærpede krav om arbejdsprøvning og ressourceforløb. 

Forfatteren konstaterer, at hvis han i 1970erne havde fortalt sin forlægger, at han ville skrive en roman om folk, "der er dødssyge og bliver sendt i arbejdsprøvning for ikke at krænke den omsiggribende religiøse opfattelse af, at arbejde er det eneste, der dur," ja, så ville han være blevet beskyldt for at lave socialistisk propaganda.

Som eksempel nævner han sagen om Kim fra Vejen - en sag som Avisen.dk og andre medier har skrevet om. Kim er en af de kronisk syge danskere, der er blevet sendt i ressourceforløb. Han blev af kommunen tilbudt et forløb som tyggegummitester hjemme på sofaen.

- Man må næsten grine. Men det er alvor. Det udsætter man virkelig folk for, siger Bent Vinn Nielsen ifølge Berlingske

Han advarer mod konsekvenserne af det ændrede menneskesyn: Føler folk, de bliver pisset på, kapper de deres mentale forbindelse til samfundet. Respekten for det fælles  ryger. Og det mærkes allerede nu, synes han.

Bent Vinn Nielsen

Bent Vinn Nielsen udgav i 1978 debutromanen 'Arbejdssky'.

Han skriver, som det hedder på Litteratursiden.dk 'satirisk om skæve eksistenser, plattenslagere og lykkeriddere i Underdanmark.' Men han gør det med nænsomhed og solidaritet overfor de skildrede personer. 

Bent Vinn Nielsen har i en årrække boet på Lolland og har gjort sig til ekspert i "arbejdsløshedsøer" i provinsen og livet dér. Det ser man i hovedværker i hans forfatterskab, ’Et stykke af muren’, ’Realiteternes verden’ (1992) og ’Rejsens mål’ (1995).

Læs mere på Litteratursiden.dk

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.