Dansk Folkeparti tilfreds efter fyring af Skats topchef
Jesper Rønnow Simonsen er fritstillet med øjeblikkelig virkning, og det glæder en af hans hårdeste kritikere.
Skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF) er tilfreds med, at Skat-topchef Jesper Rønnow Simonsen (billedet) er fritstillet. Arkivfoto.
Skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF) er tilfreds med, at Skat-topchef Jesper Rønnow Simonsen (billedet) er fritstillet. Arkivfoto. Foto: Carsten Andreasen/Polfoto


Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, bekræfter over for Ritzau, at Skats øverste chef, Jesper Rønnow Simonsen, er fritstillet.

DF har i en længere periode været særdeles kritisk over for, at de øverste embedsmænd i Skat kunne få lov at blive siddende trods svindel med udbytteskat og et skandaleramt inddrivelsessystem.

Derfor glæder Flydtkjær sig over ministerens beslutning.

- Det, synes jeg, er rigtig godt. Vi har haft svært ved at se, hvordan vi kunne drive Skat ud af krisen med den ledelse, der sad. Vi mener, at der skal nye kræfter til, siger Flydtkjær.

- Jeg havde ikke tillid til, at Rønnow var den rigtige mand.

Han henviser til, at Jesper Rønnow Simonsen har stået i spidsen for Skat, mens statskassen er blevet lænset for mere end 12 milliarder kroner af udlændinge, der uberettiget har fået refunderet udbytteskat.

Og samtidig har Skat måttet skrotte et milliarddyrt it-system kaldet EFI, der viste sig at indkredse borgernes gæld til det offentlige på et ulovligt grundlag.

- Der har altså været flere ting, hvor ledelsen i Skat ikke har fuldført den opgave, den havde som hovedprioritet, siger Flydtkjær.

- Jeg synes, det har været mærkværdigt, at man har kunnet blive siddende som øverste chef i en styrelse, der er blevet snydt for 12 milliarder. Hvornår skal man så kunne fyre en chef?, lyder det fra Flydtkjær.

Set i bakspejlet burde skatteminister Karsten Lauritzen (V) have draget konsekvensen af skandalerne tidligere, mener Flydtkjær. Men han påpeger, at der med Rønnows afsked er placeret et ansvar.

Dermed ser DF-ordføreren ikke behov for yderligere fyringer i Skat.

- Man har hjemsendt en del chefer nedad i kæden, og nu har man så valgt at sige, at den øverste ledelse i Skat også har et stort medansvar, konstaterer han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.