Dansk Folkeparti blev fordoblet i Nordjylland
Dansk Folkeparti fik næsten dobbelt så mange stemmer i Nordjylland sammenlignet med det seneste valg.


Dansk Folkeparti gik ligesom flere andre steder i landet også markant frem i det nordjyske.

Her lykkedes det partiet at øge andelen af stemmer fra 12,1 procent ved sidste valg til 22 procent denne gang.

Dermed fordobler DF - der ved valget i 2011 mistede et mandat - antallet af nordjyske mandater fra to til fire, og det betyder et goddag til et par nye ansigter i Folketinget nordfra.

Både Radikale og SF fik i modsætning til Dansk Folkeparti et skuffende valg i Nordjylland.

Radikale mistede over halvdelen af sine stemmer, men kulturminister Marianne Jelved beholder dog sit mandat og fortsætter i Folketinget.

SF mistede også mere end halvdelen af stemmerne, og det koster partiet et mandat. Det betyder, at partiets tidligere politiske ordfører Lisbeth Bech Poulsen risikerer at ryge ud af Folketinget.

Det bliver efter alt at dømme en kamp mellem hende og Himmerlands-kredsens kandidat Thomas Klimek om at få SF's nordjyske mandat i Folketinget.

Socialdemokraterne beholder sine seks nordjyske mandater, og dermed kan der være genvalg til de nuværende seks folketingsmedlemmer i kredsen. De tæller blandt andre Ane Halsboe-Jørgensen, Bjarne Laustsen og Flemming Møller Mortensen.

Liberal Alliance står også til at beholde sit mandat, og dermed kan Thyra Frank fortsætte sit politiske arbejde.

Stine Brix skaffer Enhedslisten en fremgang fra et til to mandater og hiver dermed et ekstra medlem med.

For Venstre bød valget på en lille tilbagegang. Den betyder, at partiet mister et enkelt mandat og kun får fire nordjyske kandidater valgt ind.

Tre af de fire pladser bliver formentlig besat af Karsten Lauritzen, Torsten Schack Pedersen og tidligere forsvarsminister Søren Gade, der genopstillede til Folketinget.

Konservative mister også et mandat, og dermed må Lene Espersens afløser, Daniel Rugholm, sige farvel.

Endelig lykkedes det for Alternativet at vinde et enkelt mandat. Det går formentlig til partiets spidskandidat i kredsen, Torsten Gejl, der er udnævnt til ordfører for socialpolitik og mønsterbrydning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.