Dansk Folkeparti: Aftale er en stakket frist for grækerne
Grækenland kan ikke klare gældsaftale på 645 milliarder kroner, mener DF's udenrigsordfører, Søren Espersen.
Dansk Folkepartis Søren Espersen, der er formand for Udenrigspolitisk Nævn, vurderer, at Grækenland kan stå i samme situation om to-tre år. (Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO/arkiv)
Dansk Folkepartis Søren Espersen, der er formand for Udenrigspolitisk Nævn, vurderer, at Grækenland kan stå i samme situation om to-tre år. (Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO/arkiv) Foto: RASMUS FLINDT PEDERSEN/POLFOTO


Selv om Grækenland får 645 milliarder kroner i en gældsaftale efter 17 timers forhandlinger med de 18 andre eurolande i Bruxelles, er det en stakket frist for grækerne. Om to-tre år står de igen med hatten i hånden.

Det vurderer Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen. Søndag aflyste han som formand for Udenrigspolitisk Nævn et møde med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), fordi EU's præsident, Donald Tusk, sløjfede et planlagt EU-topmøde.

- Det er godt, hvis det lykkes, men jeg har mine tvivl. Det er så voldsomme krav, der stilles til den almindelige græker, specielt de dårligt stillede. De, der skal på pension, får masser af problemer, siger Søren Espersen.

- Det, at man bliver i euroen, betyder, at man ikke kan komme af med de fundamentale problemer: At eksporten er svær, og at turismen måske ikke er så stor, som den skulle være. Om to-tre år sidder vi igen i den samme situation som nu.

Grækenland får omkring 86 milliarder euro (645 milliarder kroner) over tre år. Til gengæld forlanger eurolandene, at det græske parlament inden 15. juli vedtager vigtige reformer og love. Desuden skal en fond sælge statslige græske aktiver for 50 milliarder euro.

- Grækenlands problem er, at landet ikke har et effektivt skattevæsen. Hvis man er heldig, tager det 5-10 år at bygge op til et niveau, hvor der føres kontrol med, om man betaler skat eller ej. Mange i Grækenland betaler slet ikke skat, siger Søren Espersen.

Han tror ikke, at problemerne forværres, fordi den græske premierminister, Alexis Tsipras, fik støtte fra to af tre grækere i en folkeafstemning, men så indgik et skrappere kompromis med eurolandene.

- Han står meget, meget stærkt. Han er åbenbart utrolig populær i Grækenland, siger Søren Espersen fra Dansk Folkeparti.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.