Dansk flyekspert: Intet nyt i rapport om flymysterium
En ny rapport giver ikke noget klart svar på, hvorfor flyet MH370 forsvandt sidste år, lyder vurderingen.


Der er fortsat lang vej til at finde klare svar på, hvordan et passagerfly med 239 mennesker om bord for et år siden kunne forsvinde sporløst fra den malaysiske himmel.

I forbindelse med årsdagen for ulykken har en række internationale eksperter udgivet en rapport for at forsøge at kaste lys over mysteriet.

Rapporten giver dog umiddelbart ikke nogle nye svar til de mange uafklarede pårørende. Det er vurderingen fra Paul Hulme Harrison, der er formand for Ingeniørforeningens Flyvetekniske Selskab.

- Som jeg ser det, så er der ikke noget nyt i rapporten. Man siger hverken, at det er mest sandsynligt, at det er en teknisk fejl, eller at det er mest sandsynligt, at der står nogle mennesker bag det, siger han.

Paul Hulme Harrison mener, at det er vigtigt at finde ud af, hvad der er op og ned i den mystiske sag. Både fordi det kan give afgørende viden om flysikkerhed fremover, men også fordi det er vigtigt at tage nogle menneskelige hensyn.

- Vi skal ikke negligere de pårørendes behov for at få at vide, hvad der er sket. Det er helt sikkert også en vigtig del af det, siger Paul Hulme Harrison.

Han oplyser, at havets dybde på flere kilometer højst sandsynligt er en af grundene til, at det endnu ikke har været muligt at finde flyet ud for den malaysiske østkyst.

- Det er ikke nok at søge efter et signal fra flyets sender på havets overflade. Man bliver nødt til at komme under havoverfladen for at kunne opfange et signal, siger han.

Malaysias premierminister, Najib Razak, har tidligere sagt, at landet vil gøre alt, hvad det kan, for at finde flyet, der forsvandt på vej fra Kuala Lumpur til Beijing.

Australiens premierminister, Tony Abbott, har udtalt, at det forventes, at den nuværende søgning efter flyet er færdig omkring maj, men at søgningen kan forlænges, hvis der bliver fundet nogle "fornuftige spor".

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.