I dag hører hun til blandt eliten af danske skuespillerinder, hun er med i det danske jetset-slæng og tæt veninde til kronprinsesse Mary.
Men der var ikke meget glamour over den hverdag, Ellen Hillingsø som barn måtte gennemleve i skolen.
Mobning var dengang en lige så fast del af skoletiden som lektier, madpakker og tavlekridt, fortæller den nu 43-årige skuespiller til Berlingske Tidende.
Det var især udseendet, Ellen Hillingsø blev mobbet med. Men også den unge piges attitude, der udadtil virkede selvsikker, bragte hende i plageåndernes søgelys.
"Mange følte sig provokeret af det. De troede vel, jeg var robust, men det var jeg slet ikke. Jeg vejede mere end de andre piger i klassen, og de lukkede mig nogle gange ude, og jeg var virkelig nederen over det," siger en ærlig Hillingsø.
Den hårde behandling fra klasse-'kammeraterne' gjorde skolegangen til at helvede.
"Jeg hadede skolegårdene, hvor jeg følte mig isoleret, og jeg kunne ikke finde ud af alt det pigefnidder. Jeg kunne ikke afkode det, og jeg trak mig ofte bare," fortæller den populære skuespiller.
Siden de vanskelige skoleår har Ellen Hillingsø indspillet flere end 20 film.