Ritzau
Opdateret kl. 13:24
En dansk familie på seks personer har været involveret i en voldsom trafikulykke tæt på den sydtyske by Schwarzenfeld fredag eftermiddag.
Flere af familiens medlemmer skal være kommet alvorligt til skade.
Det skriver flere tyske medier ifølge BT.
Ulykken fandt sted fredag omkring klokken 15.30 på A93 motorvejen nær afkørslen ved byen Schwarzenfeld ifølge BT.
Føreren af bilen, der ifølge tyske medier er faderen i familien, mistede kontrollen over bilen, da han forsøgte at undgå at køre ind i de forankørende biler, der havde sænket farten.
Faderen bremsede hårdt, hvilket resulterede i, at bilen endte på hovedet i rabatten.
Ud over faderen sad en dreng, tre piger og moderen i familien også i bilen. Faderen og de tre piger har ifølge tyske medier fået svære kvæstelser, og en af pigerne blev fløjet til hospitalet med helikopter, skriver BT.
Moderen og drengen har fået mindre kvæstelser. I alt blev fem af de seks familiemedlemmer bragt til hospitalet.
Ifølge de tyske medier var familien formentlig på vej på ferie.
Udenrigsministeriets Borgerservice har ikke udtalt sig om sagen.
- Vi kan hverken be- eller afkræfte sagen, da vi har tavshedspligt i personsager, oplyser den vagthavende til BT.
/ritzau/