Dansk faldskærmsudspringer dræbt i ulykke
En dansk faldskærmsudspringer er død under et træningsophold i Tjekkiet, hvor han forberedte sig på DM.
En dansk faldskærmsudspringer har mistet livet ved en ulykke i Tjekkiet. Arkivfoto.
En dansk faldskærmsudspringer har mistet livet ved en ulykke i Tjekkiet. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Den danske faldskærmsudspringer Mads Jensen blev onsdag eftermiddag dræbt, da et spring i forbindelse med en elitetræning i Klatovy i Tjekkiet gik galt.

Det skriver Ekstra Bladets netavis.

Sammen med tre andre var den 44-årige Mads Jensen en del af holdet "CP Elite Project 2015". Holdet var med en træner i Tjekkiet for at forberede sig til DM i disciplinen "Canopy Piloting".

- De er på en træningslejr, hvor de efterfølgende skulle deltage i en konkurrence. Og det er i den forbindelse det går galt.

- Vi ved faktisk ikke, hvad der er sket endnu, men det er i forbindelse med det spring, at der sker noget med hans skærm, udtaler Dansk Faldskærms Union (DFU) til eb.dk.

DFU fortæller, at sådanne alvorlige ulykker er et særsyn.

- Det er meget sjældent, at vi oplever ulykker, der medfører døden. Der er altid en risiko ved sådan en sport. Det er ikke som løb, hvor der er flere, der kommer til skade med forstrækninger. Når det går galt her, så kan det være fatalt, udtaler DFU til Ekstra Bladet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.