I en pressemeddelelse skriver Bornholmslinjen, at den forventer at ansætte omkring 300 nye medarbejdere.
De mange ansættelser vil ske i forbindelse med opbygningen af den organisation, som fra 1. september 2018 skal sejle til og fra Bornholm.
Lige nu er det Færgen, der sejler til og fra ferieøen.
Stillingerne bliver slået op i løbet af de næste par måneder og Bornholmslinjen, som ejes af Molslinjen A/S, forventer, at alle ansættelser er afsluttet i begyndelsen af næste år.
- Vi har en plan, der viser et klart omrids af den organisation, vi skal bruge, forklarer Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen, i pressemeddelelsen.
Han oplyser, at stillingerne fordeler sig med cirka 250 til søs og cirka 50 ansatte i en organisation på land.
- Vi vil meget gerne medvirke til, at overgangen mellem os og Færgen (rederiet Færgen, red.) bliver så god som mulig. Det er af afgørende vigtighed for alle bornholmere, at trafikken til og fra øen fungerer både op til og efter den 1. september 2018, siger Carsten Jensen.
Det er Molslinjen A/S, som til september skal fragte passagerer til og fra Bornholm. Det sker fra de tre ruter: Rønne - Ystad i Sverige, Rønne - Sassnitz i Tyskland og Rønne - Køge.