Dansk Erhverv: Kommunerne kan spare op til ni milliarder
Hvis kommunerne skaber mere konkurrence, er der økonomiske gevinster, lyder det efter forhandlingsresultat.
Der er penge at spare, hvis kommunerne skaber mere konkurrence, vurderer Dansk Erhverv.
Der er penge at spare, hvis kommunerne skaber mere konkurrence, vurderer Dansk Erhverv. Foto: CAROLINE BACLIG/POLFOTO


Der kan spares flere milliarder kroner, hvis de enkelte kommuner sørger for at øge konkurrencen på flere områder.

Sådan lyder vurderingen fra Dansk Erhverv, efter at regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) fredag er enige om en aftale for næste års økonomi.

Ifølge erhvervsorganisationen er der økonomiske gevinster på op til ni milliarder kroner, hvis kommunerne skaber mere konkurrence om alt lige fra velfærdsopgaver til tekniske opgaver.

Sender kommunerne flere opgaver i offentligt udbud, kan kommunerne høste gevinsterne af den skærpede konkurrence.

Det skal blot ske i samme omfang som de kommuner, der konkurrenceudsætter mest på hvert enkelt opgaveområde.

- Dette vil samlet set øge konkurrenceudsættelsen i kommunerne med 64 milliarder kroner, lyder det i en skriftlig analyse fra Dansk Erhverv.

Allerede i foråret slog Produktivitetskommissionen fast, at der er store økonomiske gevinster ved at øge konkurrencen om den offentlige sektors opgaver, og at der samlet set kan skabes konkurrence om opgaver til en værdi af 288 milliarder kroner.

Dansk Erhverv påpeger i analysen, at potentialet regnes i forhold til de højeste faktiske konkurrenceudsættelsesgrader på de enkelte opgaveområder i kommunerne og ikke i forhold til teoretisk fastsatte niveauer.

- Selv om der på denne måde tages udgangspunkt i virkeligheden, er det ikke muligt at lave eksakte estimater, bemærker erhvervsorganisationen og tilføjer:

- Men med udgangspunkt i de nuværende erfaringer med økonomiske effekter af øget konkurrence, vurderes en øget konkurrenceudsættelse af kommunernes opgaver at føre til mulige gevinster på mellem tre og ni milliarder kroner.

Resultatet af fredagens aftale betyder, at kommunerne frem over skal effektivisere for én procent om året svarende til omkring 2,4 milliarder kroner næste år.

Til gengæld har kommunerne fået lovning på, at de fleste af pengene - 1,9 milliarder kroner - næste år vil blive tilbageført til kommunerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.