Dansk Energi: Vejen til Paris bliver lang
Slutdokument fra Lima baner vej for en global aftale på klimatopmøde i Paris. Men vejen er belagt med brosten.
Aktivister var selvfølgelig også på plads i Lima i Peru, hvor COP20 er endt med et dokument, der skal bane vejen for et reel klimaaftale ved COP21 i Paris næste år. Men det bliver svært, mener Dansk Energi.
Aktivister var selvfølgelig også på plads i Lima i Peru, hvor COP20 er endt med et dokument, der skal bane vejen for et reel klimaaftale ved COP21 i Paris næste år. Men det bliver svært, mener Dansk Energi. Foto: Martin Mejia/AP


Efter to ugers forhandlinger på COP20 klimakonferencen i Lima er verdens lande blevet enige om et dokument, der skal vise vejen til en global klimaaftale på topmødet i Paris næste år. Men udfordringerne er store forudser Dansk Energi.

- Men det er ingen boulevard - tværtimod minder det mere om et meget langt cykelløb på toppede brosten, hvor der ikke er garanti for, at vi når i mål, siger administrerende direktør Lars Aagaard fra Dansk Energi, der har været med til mødet i Lima.

- Kun ganske få lande har vist vilje til at begrænse deres CO2-udledninger, og det har været tungt at følge tomgangsdiskussionerne i Peru, siger han i en pressemeddelelse.

Lars Aagaard mener, at slutdokumentet gør, at det er blevet sværere at tro på, at Paris-aftalen bliver blot en anelse ambitiøs.

- Forandringerne i den virkelige verden bliver drevet af de lande og regioner, der sætter handling bag ordene, siger han.

- EU er i front med et mål om en 40 procents reduktion af udledningen af drivhusgasser i 2030. Det skal vi stå fast på, da grøn omstilling skaber arbejdspladser, øger forsyningssikkerheden og giver vækstmuligheder for virksomheder i hele Europa, siger Lars Aagaard.

Dansk Industris energipolitiske chef, Troels Ranis, siger fra Lima, at det er glædeligt, at landene blev enige om et slutdokument - ikke mindst set i lyset af den svære konflikt mellem ilande og ulande.

Og han påpeger, at det er vigtigt for danske virksomheder at være med helt i front, når det handler om at løse de globale klimaudfordringer.

- Det store fokus på at øge indsatsen allerede før 2020 er meget positivt. Danske virksomheder har gode løsninger at bidrage med, eksempelvis inden for energieffektivisering, siger han i en kommentar.

- Virksomhederne på vores breddegrader gør en stor indsats og spiller en nøglerolle i forhold til at få løse klimaudfordringerne. Vi skal gøre vores hjemmearbejde i Danmark og EU for at styrke virksomhedernes rammevilkår, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.