Dansk efterretningstjeneste undervurderede IS
Det er en forbier, siger lektor om den vurdering af IS, som Forsvarets Efterretningstjeneste kom med i 2013.
Islamisk Stat bliver ikke taget alvorligt nok i Danmark, mener to eksperter.
Islamisk Stat bliver ikke taget alvorligt nok i Danmark, mener to eksperter. Foto: Uncredited/AP


Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) undervurderede fuldstændig truslen fra Islamisk Stat (IS), som i dag udgør en fare for stabiliteten i store del af Mellemøsten.

Kritikken af FE kommer fra to danske forskere, som Radio24syv har talt med.

I efterretningstjenestens årlige risikovurdering i november 2013 står der således intet om Islamisk Stat i hovedkonklusionen.

Og FE vurderer, at selv om der er risiko for, at konflikten i Syrien vil sprede sig til Irak, så vil centralregeringen i Irak være i stand til at forhindre en åben konflikt i landet mellem blandt andet sunni- og shiamuslimer.

Men på det tidspunkt, hvor FE kommer med sin vurdering, er Irak allerede under hårdt pres fra den militante oprørsgruppe ifølge Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

- Vi vidste allerede fra lokale rapporter og internationale forskere og tænketanke, at volden var eksponentielt stigende, at IS var i stand til at angribe fængsler og befri tusindvis af fanger, at de i stigende grad satte sig på forretningsliv og en lang række andre ting i storbyerne, og at de var begyndt at overtage byerne Fallujah og Ramadi, siger han til Radio24syv.

I USA derimod var der i efteråret 2013 anderledes bekymring for Islamisk Stat. Både i en rapport fra et forskningsinstitut og under en høring i Kongressen blev der advaret om bevægelsens styrke og dens mål om at vælte regeringen i Irak og skabe et kalifat.

Flemming Splidsboel, lektor ved Københavns Universitet og tidligere medarbejder i FE, er enig i kritikken af efterretningstjenesten.

- FE skriver om stigningen i den islamistiske vold, men der står også, at den irakiske centralregering vil kunne bevare kontrollen og stabiliteten over landet, og at en åben opdeling eller konflikt i landet vil kunne undgås. Det er selvfølgelig en forbier, siger han til radiostationen.

Chefen for FE, Thomas Ahrenkiel, afviser i en skriftlig kommentar til Radio24syv, at efterretningstjenesten har overset truslen fra IS.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.