Dansk droneforskning letter med ny millionbevilling
64 millioner skal sikre Danmark en international hovedrolle i udvikling af banebrydende droneteknologi.
Anvendelsesmulighederne for droner er utallige. Nu vil Danmark være et førende land inden for udviklingen af den nye banebrydende teknologi.
Anvendelsesmulighederne for droner er utallige. Nu vil Danmark være et førende land inden for udviklingen af den nye banebrydende teknologi. Foto: Bobby Yip/Reuters


En saltvandsindsprøjtning på 64 millioner kroner skal sætte skub i forskningen i droneteknologi og gøre Danmark førende inden for en branche med flyvende fremtidsudsigter.

Projektet samler landets førende forskningskræfter fra fem forskellige universiteter.

Universiteterne bidrager med 34 millioner, mens regeringen i sin nye dronestrategi, som præsenteres fredag, har afsat 30 millioner kroner til projektet. Det forankres på Syddansk Universitet (SDU).

- Vi får en stærk forskningsplatform med de bedste betingelser for at bringe droneforskningen op i verdensklasse.

- Sammen vil vi løse de tekniske udfordringer og sikre, at droner kan blive den kommercielle succes, alle forventer, siger institutleder Kasper Hallenborg fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på SDU.

Han henviser til Danmarks stærke afsæt på robotområdet.

- Vi har desuden allerede omkring Odense enestående faciliteter på droneområdet. For eksempel på testcentret i HCA Airport, hvor blandt andre Boeing tester droner, siger Kasper Hallenborg.

Ud over SDU deltager universiteterne i Aarhus, København, Aalborg samt Danmarks Tekniske Universitet.

- Droner har et kæmpe potentiale til at styrke Danmarks produktivitet og grundlaget for vækst i hele landet. Det potentiale skal vi gribe og udvikle, siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V).

Hun præsenterer dronestrategien sammen med transportminister Hans Christian Schmidt (V), der ser flere fordele ved tiltaget.

- Ifølge beregninger kan det betyde en stribe arbejdspladser. Man vil også kunne bruge droner til overvågning, opmålinger, hurtig levering af medicin eller for eksempel at undersøge høje bygninger. Jeg tror, at det kun er fantasien, der sætter grænser, siger han.

Millionbevillingen sikrer, at droneforskerne nu kan gå på storindkøb efter det nødvendige udstyr.

SDU skal ud at købe en 3D-radar, der ikke hidtil har været råd til. Den skal sikre, at droner registrerer og flyver uden om forhindringer i luften.

Aalborg Universitet skal på jagt efter en stor varevogn, der kan overvåge dronerne i luften som en kommandocentral på hjul.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.